Den retrosmarte cykelkasketter på gulvet i Andy Storeys forretning har allerede mærket konsekvenserne af brexit. De små kasketter, der er reproduktioner med design efter klassiske cykelhold som Molteni og Mapei, koster i dag 8.99 pund. For et år siden var prisen et pund mindre.
Andy Storey, der ejer netbutikken med cykeltøj, Prendas Ciclismo, har været nødt til at sætte prisen op på alle varer på grund af pundets faldende værdi i forhold euroen siden brexitafstemningen. Alle varer i netbutikken bliver importeret fra den anden side af Den Engelske Kanal i Euroland.
Hans millionforretning i udkanten af Bournemouth i Sydengland har kunder over hele verden, og Andy Storey frygter, hvad brexit kommer til at betyde på sigt. Hvis Theresa May på tirsdag ikke får opbakning til sin skilsmisseaftale, risikerer Storbritannien at ryge ud uden en aftale. Det vil betyde friktion ved grænseovergangene, og det er gift for en netforretning, der har opbygget et ry for hurtig levering til hele EU.
»Hvis jeg bliver nødt til at hyre en ansat til at håndtere importbøvl, så kommer nogen til at betale. Og det bliver kunderne«, siger Andy Storey.
Borger i Brexitbyen over dem alle om politisk rod: »Men ved du hvad? Jeg fortryder stadig ikke, at vi stemte for at forlade EU«Den 55-årige iværksætter, der er uddannet programmør, har ikke turdet vente på afklaring i brexitkaosset. Han er gået i gang med at forberede sig på, at der ikke kommer en aftale.
Over de seneste måneder har han brugt i alt omtrent 3 arbejdsuger på at opdatere sin software, så den er klar til at behandle forsendelser til EU på samme måde, som den i dag behandler forsendelser til for eksempel USA og Australien. Med det opdaterede computerprogram skulle alle toldoplysninger gerne kunne ryge direkte fra Royal Mail til alle EU-lande uden udfyldelse af blanketter. Det håber han i hvert fald.
Andy Storey er grundigt træt af brexit. Han orker ikke længere at se nyhederne hver dag.
»Jeg ville ønske, at vi kunne gå tilbage i tiden. Tage en tidsrejse tilbage til før afstemningen i 2016«, siger Andy Storey.
Områdets rigdom truet
Bournemouth er en moderne by på knap 200.000 indbyggere få timers kørsel fra London med universiteter, store servicevirksomheder og mange it-iværksættere. I dag, hvor det er regnvejr og blæsende, er der kun en enkelt surfer, der prøver kræfter med de hvide brydninger, men i godt vejr er der rift om de gode bølger, og da holder kontorfolket frokostpause på strandpromenaden. Mange forretningsfolk frygter, at områdets rigdom er truet af brexit.
Vikki Slade, der er lokalt byrådsmedlem for Liberaldemokraterne, fortæller, at virksomhedernes brexitkvaler groft sagt kan deles op i tre. For mange virksomheder med stor handel med EU gør pundets fald i forhold til euroen ondt, ligesom de frygter mulige kommende toldsatser. Andre virksomheder, både inden for produktion og service frygter, at det bliver sværere at få kvalificeret arbejdskraft fra EU fremover. Og for de lokale butikker er det mærkbart, at den britiske økonomi er bremset op på grund af udsigten til og usikkerheden omkring brexit, siger Vikki Slade.
Hverken erhvervslivets bekymringer eller de mange pessimistiske økonomiske fremskrivninger om konsekvenserne har imidlertid givet sig til udslag i et holdningsskifte i Bournemouth, hvor 55 procent stemte for at forlade EU i 2016.
»Folk tænker ikke med deres pengepung, de tænker med deres mavefornemmelse. I 40 år har de kunne læse propaganda i aviserne om, hvor skidt EU er. De har ikke set EU som noget, der er til deres fordel, selv om EU faktisk har stået bag mange af de fremskridt, de har oplevet. EU er den store bussemand, og det er svært at ændre«, siger Vikki Slade.
En frisk meningsmåling fra ComRes i denne uge viser, at 67 procent af de adspurgte, der stemte Leave i 2016, er »parat til at ofre noget fremtidig økonomisk vækst for at gennemføre brexit ordentligt«.
6 scenarier: Hvad sker der, hvis May ikke får flertal for sin Brexitaftale?Erhvervsledere med grå hår
Usikkerheden omkring brexit driver mange i britisk erhvervsliv til vanvid. Erhvervsledere elsker forudsigelighed, så der kan lægges planer for fremtiden. Men hvordan forbereder man sig, når man endnu ikke ved, om Storbritannien 29. marts 2019 forlader EU under skilsmisseaftalens ordnede rammer, eller om man braser ud uden en aftale?
En ny rapport fra Harvard Kennedy School på baggrund af interview med ledere i over 100 små- og mellemstore virksomheder, viser, at det britiske erhvervsliv sukker efter afklaring. De frygter, at det ender uden en aftale, men ville i virkeligheden allerhelst have en tættere tilknytning til EU, end Theresa Mays skilsmisseaftale tilbyder.
»May-aftalen er værre end at blive i EU eller at rykke markant mod et meget tættere forhold til EU, som inkluderer fortsat deltagelse i det indre marked og fleksibel adgang til EU’s færdigheder og arbejdskraft«, står der i rapporten.
De fleste forretningsfolk i Bournemouth-området er fortvivlede over brexit. Men der er naturligvis undtagelser. Simon Boyd, der er administrerende direktør for Reid Steel, er en af dem. Reid Steel producerer stålkonstruktioner og eksporterer til over 140 lande, men Simon Boyd er overbevist om, at de ville klare sig bedre uden for EU.
»Vi er blevet så gennemreguleret i EU, og det gør det svært, når man prøver at konkurrere på verdensmarkedet. Vi har været magtesløse i forhold til den mængde af skadelig regulering, vi er blevet underlagt. Og hvis så bare markedsadgangen i EU var lige, men der er en uhæmmet protektionisme i mange EU-lande. Særligt Frankrig, men også Tyskland«, siger Simon Boyd.
Han håber, at Theresa May ikke får opbakning til sin aftale på tirsdag i parlamentet, og at Storbritannien forlader EU uden en aftale. Det scenario ser de fleste som en økonomisk katastrofe, men Simon Boyd er ubekymret. Det er langt bedre uden en aftale, der forpligter Storbritannien til at følge EU’s regler uden at få det mindste indflydelse på deres udformning, siger han.
»Et brexit uden en aftale er helt fint. Vi vil blive rigere uden for EU’s protektionistiske blok, som alligevel aldrig har beskyttet Storbritannien og det britiske folk«.
fortsæt med at læse




























