Rørt Merkel går som CDU-chef efter ti minutter langt bifald

Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix
Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Forbundskansler Angela Merkel takkede fredag af som leder af Den Kristelige Demokratiske Union med en følelsesladet tale til sine partifæller.

Senere i dag vælger de hendes efterfølger på posten - og den sandsynlige næste kansler.

Valget kommer til at stå mellem Annegret Kramp-Karrenbauer og Friedrich Merz. Ingen af de i alt tre kandidater fik et absolut flertal på 501 stemmer i første runde, oplyser nyhedsbureauet AFP.

Annegret Kramp-Karrenbauer, som har været under Merkels vinger, og anses for at være garant for en fortsættelse af Merkels linje.

Friedrich Merz, som er en af Merkels rivaler, er modstander af hendes linje på flere områder - blandt andet når det gælder garantien for asyl til alle politisk forfulgte.

Merkel tog imod et langt stående bifald fra 1.001 delegerede, hvoraf en del var stærkt bevægede og holdt bannere med takkeord som 'Tak, chef' op foran sig.

I sin afskedstale som partileder på partikongressen i Hamburg sagde Merkel, at CDU havde vundet fire nationale valg i Tyskland under hendes ledelse ved at stå fast på partiets grundliggende principper.

» I svære tider må vi ikke glemme vores kristne og demokratiske grundholdninger«, sagde Merkel, der forbliver på posten som forbundskansler.

Kristne demokrater må stå fast

Merkel sagde, at populisme vinder terræn i verden som helhed, mens 'fælles vestlige værdier' bliver undergravet, hvormed den orden, som hun har kæmpet for, er bragt i fare.

»Hvad enten det er afvisningen af multilateralisme, nationalismens tilbagevenden, reduktionen af internationalt samarbejde eller truende handelskrige ... hybrid krigsførelse, destabilisering af samfund med fake news eller EU's fremtid, så må vi kristne demokrater vise, hvad vi har«, sagde Merkel.

Den 64-årige Merkel meddelte i oktober, at hun ville træde tilbage som partiformand, men at hun ville forblive på posten som regeringschef.

Det bliver opfattet som en måde, hvorpå hun forsøger at skabe mere ro i partiet, efter hendes omstridte beslutning i 2015 om at åbne Tysklands grænser for flygtninge fra krigene i Mellemøsten.

Merkel udtrykte taknemmelig for, at hun havde fået muligheden for at tjene sit parti som leder igennem 18 år, hvor de 13 år har været som forbundskansler.

I denne periode har hun domineret europæisk politik som en af de førende, når det gælder om at løse kriser og opbygge konsensus.

»Det har været en stor glæde for mig. Det har været en ære«, sagde hun til et stående bifald, der varede knap ti minutter, hvilket gjorde hende synligt rørt.

Ved kampvalget om partilederposten, der skal finde sted senere fredag, er tre kandidater opstillet. Ud over Kramp-Karrenbauer og Merz er den kun 38-årige sundhedsminister Jens Spahn opstillet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her