Seks personer - fem unge mellem 14 og 16 år og en kvinde på 38 år - har mistet livet på et diskotek i den italienske by Ancona natten til lørdag.
Ulykken skete kort før en koncert med den italienske rapper Sfera Ebbasta, da der angiveligt blev sprøjtet med peberspray inde på diskoteket, hvilket fik en panik til at bryde ud blandt publikum, som søgte mod udgangene.
Den italienske avis La Stampa har offentliggjort en video, hvor man kan se en panisk menneskemængde forsøge at komme ud fra diskoteket gennem en nødudgang.
Et spinkelt gelænder fra trappen ved udgangen knækker og medfører at et stort antal personer falder ned, og lander i en grøft ved siden af. Det er i denne situation, at de seks personer omkommer og flere bliver såret, da de angiveligt forsøger at kæmpe sig op fra kløften, mens flere falder ned oven på dem.
Måske for mange på diskoteket
Ifølge avisen skete der ikke noget med de personer, der blev inde på diskoteket, og ikke søgte mod udgangene.
Det er endnu uvist, om der var for mange til stede på diskoteket, da panikken udbrød, og det undersøges nu af de italienske myndigheder.
Rapperen Sfera Ebbasta har i dag været ude på det sociale medie twitter og udtrykke hans sorg og sympati med de døde og pårørende.
Han opfordrer samtidig alle til at tænke over, hvor farligt og dumt det er, at bruge peberspray inde på et diskotek.
fortsæt med at læse


























