Dødstallet efter voldsom tsunami i Indonesien stiger til 281

En overlever sidder ved sit hus efter tsunamien Foto: Fauzy Chaniago/AP
En overlever sidder ved sit hus efter tsunamien Foto: Fauzy Chaniago/AP
Lyt til artiklen

Dødstallet efter tsunamien i Indonesien natten til søndag dansk tid fortsætter med at stige. 281 meldes nu omkommet, mens over 1.000 personer fortsat savnes.

Det oplyser nationale katastrofeberedskab natten til mandag dansk tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

Søndag morgen var der meldinger om 222 døde og 843 savnede.

»Antallet af døde og omfanget af ødelæggelserne vil fortsætte med at stige«, siger talsmand for beredskabet Sutopo Purwo Nugroho.

Tsunamien ramte flere områder i Sundastrædet mellem øerne Java og Sumatra, herunder strande i Pandeglang, Serang og Lampung, omkring klokken 21.30 lokal tid.

Kombination af jordskred og tidevandsbølge

Ifølge katastrofeberedskabet skyldtes tsunamien en kombination af undersøiske jordskred fra vulkansk aktivitet nær vulkanøen Krakatau og en tidevandsbølge.

»Militæret og politiet leder i ruinerne efter overlevende«, fortæller Dody Ruswandi fra katastrofeberedskabet.

Men selv om redningsfolkene arbejder på højtryk for at finde frem til overlevende, har de vejret imod sig.

Mandag er der faldet store mængder regn i områderne. Eksperter frygter, at regnen kan skabe flere tidevandsbølger som den natten til søndag.

På videoer og billeder fra de forskellige områder ses ødelagte bygninger, oversvømmede gader og biler, der er vendt på hovedet. Det beretter den britiske tv-station BBC.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her