Bilbombe eksploderer i Kabul

Foto: Rahmat Gul/AP
Foto: Rahmat Gul/AP
Lyt til artiklen

En bilbombe er eksploderet i regeringskvarteret i Afghanistans hovedstad, Kabul, og oprørere stormer stedet.

Det oplyser lokale myndigheder og øjenvidner.

Et antal bevæbnede mænd er trængt ind på grunden, hvor to ministerier ligger. Bilbomben blev detoneret ved indgangen.

Ingen har umiddelbart taget skylden for angrebet. Mindst tre personer meldes såret, oplyser en lokal lægeklinik.

Den ene har brækket flere knogler, da han sprang ud fra en bygning. De to andre er kvæstet af knust glas.

Et øjenvidne, der arbejder i det ene af ministerierne, fortæller, at angriberne er kommet i skudkamp med soldater.

»De skyder også mod NDS' område tæt ved«, siger han.

NDS er den afghanske efterretningstjeneste.

Turbulente dage i Afghanistan

Angrebet kommer efter nogle turbulente dage i Afghanistan.

En amerikansk embedsmand fortalte i den forgangne uge, at præsident Donald Trump har besluttet at trække "groft sagt halvdelen" af de amerikanske soldater i Afghanistan hjem. En række andre medier har kunnet fortælle den samme historie.

Det er en oplysning, der har forbløffet udenlandske diplomater og folk i den afghanske regering.

Der er for øjeblikket cirka 14.000 amerikanske soldater i landet.

Det igangværende angreb kommer, dagen efter at præsident Ashraf Ghani har udpeget to ministre. De er kendt for at være kompromisløse over for oprørerne i Taliban og Pakistan.

Det er Amrullah Saleh, der skal lede indenrigsministeriet. Forsvarsministeriet overtages af Assadullah Khaled.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her