25-årig gadesælger udpeget som leder af terrorcelle, der dræbte dansk og norsk kvinde

Marokkanere i stort tal mødte frem foran den norske ambassade i hovedstaden Rabat i lørdags for at vise deres sympati med de dræbte kvinder og deres afsky over for gerningsmændene.  Foto: Mosa'ab Elshamy/AP
Marokkanere i stort tal mødte frem foran den norske ambassade i hovedstaden Rabat i lørdags for at vise deres sympati med de dræbte kvinder og deres afsky over for gerningsmændene. Foto: Mosa'ab Elshamy/AP
Lyt til artiklen

En 25-årige gadesælger er udpeget som den formodede hjerne bag dobbeltdrabet i Marokko på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland.

Han stod ifølge marokkansk politi i spidsen for en terrorcelle, der havde svoret troskab til Islamisk Stat.

Efterforskningsleder Abdelhak Khiam betegner den 25-årige som 'emiren i gruppen'.

Han dannede »en form for celle, som diskuterede, hvordan de kunne udføre terrorhandlinger i kongedømmet«, siger Khiam til nyhedsbureauet AFP.

Den 25-årige var angiveligt en af de fire personer, der optræder i en video, der er optaget en uge inden dobbeltdrabet. I videoen sværger de fire mænd troskab til Islamisk Stat.

De mistænkte drabsmænd var »under emirens indflydelse blevet enige om at gennemføre en terrorhandling, der var rettet mod sikkerhedsstyrkerne eller udenlandske turister«, siger Khiam.

Tre af de i alt 18 anholdte mænd menes at have været dem, der udførte drabene.

Foruden den 25-årige skal en 27-årig snedker og en 33-årig gadesælger have været med til at begå drabene.

18 er anholdt i forbindelse med drabene

Marokkanske myndigheder foretog mandag fem nye anholdelser i sagen om dobbeltdrabet.

Med de seneste anholdelser er det samlede antal anholdelser på 18.

Mandagens anholdelser blev foretaget i forskellige byer i Marokko. Det står ikke umiddelbart klart, hvordan de fem nye anholdte menes at have forbindelse til sagen.

Den 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og hendes veninde Maren Ueland blev mandag den 17. december fundet dræbt i et populært vandreområde i Marokko. De to var på en månedlang ferie.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her