Mindst fire blev dræbt og manges savnes, efter at en del af et højhus styrtede sammen i den russiske by Magnitogorsk i Rusland tidligt mandag morgen.
Årsagen til kollapset kan ifølge lokale myndigheder skyldes en gaseksplosion.
Ifølge lokale medier i byen, der ligger 1700 kilometer fra Moskva i den sydlige del af Uralbjergene, er der usikkerhed om, hvor mange mennesker, der er fanget i den sammenstyrtede bygning. Men der var rapporter om, at der lød råb om hjælp fra murbrokkerne.
Kreml oplyser, at præsident Vladimir Putin ankom til byen mandag eftermiddag for at følge redningsaktionen.
Det russiske katastrofeministerium siger, at 68 mennesker savnes. Fem mennesker er indlagt.
Der boede 110 i mennesker i ejendommen, hvor ulykken skete.
Den formodede gaseksplosion skete tidligt om morgenen, da de fleste beboere sov.
Guvernør Oleg Klimov i Tsjeljabinsk-regionen, hvor Magnitogorsk ligger, siger til netavisen infomoscow24, at 79 personer er savnet.
En stor redningsaktion er blevet sat i værk, og mange ambulancer og brandbiler er ved ulykkesstedet. Omkring 1400 redningsfold er sat ind i operationen, hvor mange søger efter folk, der kan være begravet under murbrokkerne.
Den russiske by har omkring 400.000 indbyggere.
Gaseksplosioner er almindeligt forekommende i Rusland, hvor de normalt skyldes dårlige sikkerhedsforskrifter og dårlige vedligeholdelse.
ritzau
fortsæt med at læse




























