Fatah: Hamas tilbageholder 500 af vores folk

Lyt til artiklen

Palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas', Fatah-parti siger ifølge AP, at den rivaliserende Hamas-bevægelse tilbageholder hundredvis af Fatahs medlemmer i Gaza.

Anholdelserne er ifølge Fatah sket mandag, mens Fatah var ved at forberede 54-årsdagen for grundlæggelsen af bevægelsen.

Ifølge Fatah har lederne af det islamistiske Hamas, som har magten i Gazastriben, forbudt personer, der er loyale over for Abbas, at deltage i markeringen af årsdagen.

Hamas' indenrigsministerium afviser beskyldninger og siger, at der kun er tilbageholdt 38 lokale Fatah-ledere for at 'opretholde lov og orden'.

Hamas siger, at det også tillader tilhængere af Abbas at gå med i fakkeloptog.

Fatah og Hamas har været forbitrede rivaler, siden Hamas i 2007 gik imod Abbas og tog kontrollen over Gaza.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her