Fem millioner indiske kvinder gik tirsdag eftermiddag i demonstration. Eller rettere: De sariklædte kvinder dannede stille og roligt en 600 kilometer lang »mur« af kvindemagt – med knyttede udstrakte næver – fra nord til syd i delstaten Kerala for at hævde deres ret til lighed.
Kravet var generelt. Men mellem linjerne var et krav om lige adgang til det hinduistiske Sabarimala-tempel.
Traditionelt har templet været lukket for kvinder i den »menstruerende alder«, som konservative mandlige hinduer siger.
Det har traditionelt lukket templet for piger og kvinder mellem 10 og 50 år. Og ortodokse hinduer blev i stort tal rasende, da højesteret i den venstreorienterede delstat tidligere på året afgjorde, at kvinder skal nyde ligestilling, også i adgangen til templer.
Derfor stod regeringen tirsdag bag opfordringen til at danne denne mur af kvinder for ligestilling som et led i det kommunistiske regeringsparti CPI (M)’s »klassekamp«.
’Ud af mørkets skygge...’
Officielt blev templets navn ikke nævnt ved demonstrationen. Men templet var, hvad det handlede om. Muren skulle beskytte Kerala mod at blive »slæbt tilbage i mørkets skygge«, som den lokale regeringsleder, Pinarayi Vijayan, sagde, da han selv sluttede sig til demonstrationen, skriver India Express.
Tilslutningen til kvindemuren var massiv. På forhånd havde Keralas myndigheder ventet henved tre millioner kvinder – men fem millioner mødte altså frem til demonstrationen, der blot var varede en lille time.
’Angreb på hinduistiske værdier’
Til gengæld har Indiens hindu-nationalistiske regeringsparti oppe i New Delhi taget afstand fra delstats-domstolen i Kerala. Beslutningen om ligestilling kaldes af regeringspartiet et »angreb på hinduistiske værdier«, rapporterer BBC, som fra New Delhi vurderer, at striden om Sabarimala-templet er ved at blive en giftig sag for det indiske parlamentsvalg i april og maj.
I klassisk hinduisme opfattes menstruerende kvinder som »urene«. I praksis tillader de fleste templer adgang for kvinder, så længe de ikke konkret har menstruation, frem for at forbyde adgang for kvinder i alle aldre med mulighed for menstruation.
Templet i det sydlige Kerala i skovområdet Poongavanam, tæt på tigerreservatet Periyar, er et af hinduismens største pilgrimsmål – for dyrkelse af hindu-guden ’Avyappan’. Flere end 20 millioner hinduer besøger hvert år templet. Konservative hinduer forsøgte tirsdag eftermiddag flere steder at fremmane lokale protester og stenkast mod de demonstrerende kvinders mur.
Kun få kvinder har endnu forsøgt at få adgang til det omstridte tempel. Det lykkedes to kvinder i oktober. Men det krævede ifølge BBC 100 politibetjente at beskytte dem mod stenkast på de sidste fem kilometers frem til templet.




























