I et af sine første interviews fortæller den 18-årige Rahaf al Qunun om det kvindeundertrykkende saudiske regime, hun er flygtet fra, og hvordan hun håber, hendes historie kan skabe forandring for kvinder i sit hjemland.

Saudisk teenager efter flugten: »Jeg håber, min historie opmuntrer andre kvinder til at være modige og frie«

Lyt til artiklen

For under to uger siden var hun stadig underlagt sin fars magt. Hun var undertrykt og havde udsigt til et liv, hvor hun ville blive behandlet som et barn uden magten over sit eget liv.

I dag er hun fri.

I et af sine første interviews fortæller den saudiske teenager Rahaf al Qunun til den australske tv-station ABC om sin nyvundne frihed, fortidens undertrykkelse og håbet om, at hendes historie kan skabe forandring for andre kvinder i Saudi-Arabien.

Det er det første interview, den 18-årige kvinde giver, siden hun den 5. januar flygtede fra sin familie på en ferie i Kuwait.

»Jeg ville være fri for undertrykkelse og depression. Jeg ville være selvstændig«, siger Rahaf al Qunun til ABC.

Hun beretter om et Saudi-Arabien, hvor kvinders liv er kontrolleret af alle andre end dem selv. De er underlagt deres mandlige værge - det kan være deres mand, far, bror eller sågar søn.

»Kvinder i Saudi-Arabien bliver behandlet som børn, selvom de er 50 og 60 år gamle«, siger den 18-årige kvinde:

»De (Det saudiarabiske styre red.) behandler kvinder forfærdeligt«.

Opråb fra et hotelværelse i Bangkok

Rahaf al Qunum er blevet verdenskendt, fordi hun flygtede fra Kuwait til Thailand, hvor hun barrikaderede sig på sit hotelværelse for ikke at blive sendt tilbage til fødelandet. Fra hotelværelset i Bangkok råbte hun verdenssamfundet op via sin Twitter-profil. Her skrev hun, at hun frygtede for sit liv, hvis hun ville blive sendt tilbage til Saudi-Arabien.

På værelset i Bangkok havde hun et afskedsbrev klar, fordi hun planlagde at tage livet af sig selv før sin eventuelle hjemsendelse. Det blev dog ikke aktuelt, for det lykkedes hende at tilkæmpe sig verden og ikke mindst FN’s opmærksomhed. Med hjælp fra FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, fik hun tilbudt asyl i Canada. Lørdag ankom hun til Toronto, hvor den canadiske udenrigsminister tog imod hende.

Med sin nyvundne frihed håber Rahaf al Qunum at kunne være med til at skabe forandringer i sit hjemland.

»Jeg håber, min historie opmuntrer andre kvinder til at være modige og frie. Jeg håber, min historie kan skabe en ændring af loven, især fordi min historie har været eksponeret til hele verden«, siger hun.

Modsvar fra Saudi-Arabien

Den saudiarabiske teenager er fra en velstående familie. Hendes far er guvernør i landet, og søndag offentliggjorde familien en skriftlig udtalelse, hvor de ifølge ABC offentligt slår hånden af datteren og skriver, at Rahaf al Qunum er »mentalt ustabil«.

Udtalelsen berørte den unge kvinde dybt, fortæller hun i interviewet.

»Hvordan kan min egen familie slå hånden af mig, fordi jeg ønsker at være selvstændig og fri for deres undertrykkelse? Det gør mig virkelig ked af det«, siger hun.

Den regeringsstyrede saudiske organisation ’National Society for Human Rights’ udsendte mandag en pressemeddelelse. Her beskyldes flere lande for at opildne »kvindelige saudiske forbrydere til at gøre oprør mod deres familiers værdier og skubbe dem ud af landet og modtager dem under påskud af at tilbyde dem asyl«.

Ifølge Rahaf al Qunum bør det saudiarabiske styre være bekymret for situationen. Hun tror på, at flere og flere kvinder vil flygte fra undertrykkelsen.

»Jeg er sikker på, at der vil være langt flere kvinder, der stikker af«, siger hun til ABC.

Marie Lagoni

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her