Den voldsomt polariserede Brexit-debat risikerer at føre til en stigning i antallet af hadforbrydelser fra det ekstreme højre i Storbritannien, mener landets antiterrorchef, vicepolitidirektør Neil Basu.
»Jeg er bekymret for polariseringen, og jeg frygter, at politiseringen og retorikken fra det yderste højre fører til en stigning i antallet af hadforbrydelser og til flere optøjer«, sagde Neil Basu tirsdag ifølge flere britiske medier.
May kæmper, men ingen lytter: »Jeg vil ikke tale med folk, der har stemt for Brexit«Overfor BBC peger Neil Basu på, at der efter folkestemningen om Brexit i 2016 var en stigning i antallet af hadforbrydelser. Der har ikke været et efterfølgende fald.
»Så der er altid en risiko for, at folk bliver radikaliseret af den form for febrilske stemning, vi har for øjeblikket«, siger han til BBC.
Ny ’trøstesløs’ dag i London: Theresa Mays Plan A er også hendes Plan BHan er bekymret over, hvad han ser som Brexit-debattens »potentiale for at splitte befolkningsgrupper og vende dem mod hinanden«.
Neil Basus udtalelser faldt i forbindelse med lanceringen af en biografreklame, der tilskynder folk til at anmelde mistanker om terror.
Forpurrede terrorangreb
Han afslørede, at myndighederne for øjeblikket er i gang med 700 terrorundersøgelser. Det er rekordmange. I marts 2017 var antallet omkring 500.
Siden 2017 er 18 terrorangreb blevet forpurret i Storbritannien. Heraf er islamister mistænkt for at stå bag 14 sager. De øvrige 4 sager involverer højreradikale.
25-årige Jennifer Dathan er frustreret før Brexit-afstemningen: »I det mindste kan vi samles om at være vrede og skuffede«Neil Basu mener, at aktiviteter fra højreekstreme stadig er en ret lille trussel, men tilføjede, at det er noget, som må følges nøje: »Så vi ikke lader den slags højreekstremisme glide over i højreekstrem terrorisme. Vi arbejder meget hårdt for at standse det«.
Ved en folkeafstemning i juni 2016 sagde et flertal ja til, at Storbritannien skal forlade EU. Udmeldelsen træder i kraft 29. marts i år. I de seneste måneder har premierminister Theresa May kæmpet desperat for at få Parlamentet til at godkende den udtrædelsesaftale, som hun har forhandlet med EU, men det er hidtil ikke lykkedes.
fortsæt med at læse




























