EU-præsident udelukker genforhandling af brexit-aftale

EU-præsident Donald Tusk siger nej til genforhandling med briterne.  Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
EU-præsident Donald Tusk siger nej til genforhandling med briterne. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det kommer ikke på tale at genforhandle aftalen for briternes udtræden af EU, fastholder en talsmand for EU-præsident, Donald Tusk.

»Skilsmisseaftalen er og bliver den bedste og eneste måde at sikre en ordentlig udtræden for briterne, siger talsmanden.

Tirsdag aften vedtog Underhuset i det britiske parlament et ændringsforslag om, at løsningen for den irske grænse skal ændres, før skilsmisseaftalen fra EU kan blive godkendt af briterne.

Det er en del om den såkaldte bagstopper, som de folkevalgte stemte om som et ud af syv ændringsforslag til en fremlagt brexit-plan.

»Bagstopperen er en del af udtrædelsesaftalen, og udtrædelsesaftalen er ikke åben for genforhandling, slog talsmanden fast.

Bagstopperen er det helt store stridspunkt i aftalen, der skal bruges, hvis der ikke lander en aftale.

Bagstopperen er tidligere blevet omtalt som et sikkerhedsnet, der skal sikre, at der ikke bliver skabt en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

Hvis der opstår en hård grænse vil det blandt andet betyde, at der kommer kontrolposter mellem Irland, som er med i EU, og Nordirland. Det er fordi de efter brexit vil være underlagt forskellige toldregler.

Flere parlamentarikere frygter, at den midlertidige løsning kan ende med at fange briterne i EU's toldunion.

15. januar stemte et flertal i Parlamentet et stort nej til den brexitplan, som premierminister Theresa May havde forhandlet frem med EU.

Tirsdag stemte parlamentarikerne om syv ændringsforsalg, hvor to af dem blev vedtaget.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her