47 migranter får lov at komme i land i Italien

Lyt til artiklen

47 migranter på et redningsskib ud for den italienske ø Sicilien får lov at komme i land onsdag. Det oplyser Italiens premierminister, Giuseppe Conte, til fremmødte journalister i Milano onsdag.

Conte har tidligere sagt, at fem EU-lande har accepteret at fordele migranterne mellem sig. Onsdag siger han, at et sjette har sluttet sig til aftalen.

»Om et par timer vil de begynde at gå i land, siger han ved middagstid onsdag.

Personerne vil blive fordelt til Italien, Frankrig, Portugal, Malta, Luxembourg og Rumænien.

Skibet er et tysk redningsskib. Det blev sendt i havn på Sicilien for to uger siden.

Som udgangspunkt har den italienske regering lukket sine havne for nødhjælpsorganisationers skibe.

Og det er lige præcis sådan et, de 47 migranter befinder sig på. Skibet bemandes af en tysk nødhjælpsorganisation. Det har samlet de 47 personer op på Middelhavet.

Talspersoner fra Sea-Watch oplyser til nyhedsbureauet dpa, at de endnu ikke blevet orienteret om, at skibet kan sejle i land omkring klokken 17.45.

Skibet med migranterne har kredset rundt uden for Siracusa, og migranterne om bord har været der siden 19. januar.

Migranternes skæbne har været fanget i en diskussion mellem Italiens indenrigsminister, højrefløjspolitikeren Matteo Salvini, og den tyske ngo.

Salvini har forsøgt at lukke grænserne til Italien, og han arbejder for, at resten af Europa skal hjælpe med at tage imod migranter.

Fredag i sidste uge indleverede Sea Watch en hastesag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod Italien, fordi landet ikke ville give skibet lov til at lægge til.

Blandt de 47 migranter, der er om bord, vurderes 15 personer af være mindreårige.

Tirsdag opfordrede retten Italien til at foretage de nødvendige tiltag hurtigst muligt i forhold til at give medicinsk hjælp, vand og mad til skibet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her