Iran er presset af USA’s hårde sanktioner og står over for sine alvorligste økonomiske udfordringer i 40 år. Det sagde landets præsident, Hassan Rouhani, i denne uge. Rouhani mener ikke, at man på den baggrund kan bebrejde den iranske regering for Irans krise.
Trump-regeringen genindførte sidste år sanktioner mod Iran, efter at præsident Trump valgte at trække sig ud af den internationale atomaftale, som blev indgået i Teheran i 2015. Trump kaldte det en »skrækkelig, ensidig aftale«. Aftalen gik ud på, at Iran indstillede sit atomprogram i mindst 15 år til gengæld for ophævelse af sanktioner mod landets oliesektor og finanser.
Amerikansk pres har fået en lang række europæiske virksomheder til at opgive deres aktiviteter i Iran, som de indledte, efter at aftalen med Iran blev indgået. Det har kastet tusinder af iranere ud i arbejdsløshed. Fornyede sanktioner mod landets finansielle sektor har hæmmet de internationale investeringer og Irans mulighed for at optage lån i udlandet, og sanktionerne mod oliebranchen har mere end halveret Irans eksport af råolie, som er landets vigtigste indtægtskilde.
»Landet oplever i dag det hårdeste pres og de værste økonomiske sanktioner i 40 år«, sagde Rouhani i en tale i anledning af 40-året for den islamiske revolution i 1979. Talen blev sendt på iransk stats-tv.
Presset kan tydeligt mærkes blandt jævne iranere. Der har været sporadiske protester blandt arbejdere, pensionister, lastbilchauffører og skolelærere, og i visse tilfælde er det kommet til sammenstød med politiet. På et enkelt år har den iranske valuta, rialen, mistet 70 procent af sin værdi i forhold til dollaren. Inflationen er på mere end 35 procent.
Iransk stats-tv har de seneste dage meldt om knaphed på og rationering af rødt kød og vist billeder af forbrugere, der protesterer over priserne, som ifølge officielle tal er steget med 75 procent det seneste år. Myndighederne forklarer prisstigningerne med illegal eksport af iransk kødkvæg til Irans nabolande og udsving i valutakurserne, som har hæmmet kødimporten fra Brasilien.
USA’s præsident Trump skrev onsdag på Twitter, at »Irans økonomi nu er ved at bryde sammen«, og at kun landets økonomiske trængsler afholder det fra at gøre sin dårlige indflydelse gældende i Mellemøsten.
Irans ledere giver USA’s sanktioner hele skylden for den økonomiske krise. »Vores problemer i dag skyldes overvejende presset fra USA og dets tilhængere«, siger Rouhani. »Det er hverken den pligtopfyldende regerings eller det islamiske systems skyld«.
Rouhani har ikke forholdt sig til korruption og dårlig administration, to andre faktorer, som ifølge analytikere er årsag til Irans økonomiske styrtdyk. Ifølge Rouhani vil »folkets modstand, anstrengelser og ofre« hjælpe Iran til at besejre USA.
Oversættelse: Lorens Juul Madsen




























