USA indsætter yderligere 3750 soldater ved den sydvestlige del af grænsen mod Mexico. Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, søndag.
Soldaterne skal være ved grænsen i de kommende tre måneder. Her skal de udgøre støtte for toldere og grænsevagter, oplyser ministeriet.
Det er en markant forøgelse af antallet af soldater ved den del af grænsen. I forvejen er der omkring 600 soldater her.
Der er ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvorfor der sker en så stor forøgelse af indsatsen nu.
Pentagon godkendte at sende de første soldater til grænsen i oktober. Det var kort tid inden det amerikanske midtvejsvalg.
Præsident Donald Trump hævder, at der er tale om en national krise ved grænsen mod Mexico på grund af antallet af migranter, der kommer ind i USA.
Det til trods for, at regeringens egne statistikker viser, at antallet af migranter, der pågribes ved grænsen, er det laveste i 48 år.
Trump har tidligere truet Mexico med at lukke grænsen mellem de to lande, hvis de mexicanske myndigheder ikke stopper migranternes videre færd nordpå.
ritzau
fortsæt med at læse




























