Indiske kampfly har tirsdag morgen angrebet mål i Pakistan, bekræfter både den indiske og pakistanske regering ifølge flere medier.
Avisen New York Times citerer det indiske nyhedsbureau Asian News International for, at 12 Mirage-jetfly fra det indiske luftvåben kastede bomber med tilsammen 1.000 kilo sprængstof ned over en formodet terrorlejr på den pakistanske side af grænsen.
Det er uklart, om der er dræbte eller sårede, men en talsmand for den pakistanske hær, Asif Ghafoor, har lagt billeder ud på Twitter, som viser flere bombekratere.
Han siger ifølge New York Times, at de indiske jetfly smed deres bomber ved byen Balakot tæt ved grænsen mellem Indien og Pakistan. Kort tid efter blev de konfronteret af pakistanske jetfly.
Pakistans forsvar siger, at der ikke er sårede eller dræbte efter angrebet, ligesom at der ikke er sket materielle skader på grænseovergangen.
Samtidig hævder andre kilder i den pakistanske regering over for News 18, at der er over 200 sårede eller døde.
Dette er ikke bekræftet fra officielt hold.
Angrebet blev senere kommenteret af den indiske landbrugsminister Gajendra Singh Shekhawat på Twitter.
»Luftvåbnet udførte tidligt i morges luftangreb mod terrorlejre på tværs af Line of Control (den uofficielle grænse mellem den indisk-kontrollerede og den pakistansk-kontrollerede del af Kashmir, red.) og ødelagde dem fuldstændigt«, skriver Gajendra Singh Shekhawat.
44 indiske soldater mister livet ved eksplosion i KashmirIfølge den indiske tv-kanal News 18 har kampfly fra Indien krydset grænsen, som deler regionen. Kampflyene skal have udført et angreb mod en gruppe, der for nylig dræbte 40 indiske soldater. Tv-kanalen henviser til unavngivne pakistanske regeringskilder.
Anonyme kilder i det indiske luftforsvar oplyser, at der blev brugt droner og et ton tunge bomber i angrebet.
Det pakistanske forsvar beskylder Indien for at have krænket luftrummet over den pakistansk-kontrollerede del af Kashmir.
Terrorangreb har forværret gammel konflikt
Spændingerne mellem Indien og Pakistan er den seneste tid steget kraftigt, efter at en selvmordsbomber tidligere på måneden angreb en militærkonvoj i den indisk kontrollerede del af Kashmir, som kostede omkring 40 indiske soldater livet.
Angrebet var det værste i Kashmir i tre årtier. Efterfølgende beskyldte den indiske regering den pakistanske terrororganisation Jaish-e-Mohammed for at stå bag angrebet. Selv påtog organisationen sig også offentligt ansvaret for angrebet.
Den indiske premierminister Narendra Modi lovede derpå at komme med »et passende svar« mod Pakistan, hvilket få dage efter fik den pakistanske premierminister, Imran Khan, til at sige, at et indisk angreb ikke ville give Pakistan anden mulighed end at svare igen.
Militær spiral
Med morgenens angreb kan de to lande derved være blevet kastet ud i en militær spiral, som vil vække stor international bekymring, fordi både Pakistan og Indien har atomvåben. Tre gange tidligere har de to lande været i krig med hinanden og dertil kommer adskillige militære træfninger gennem de seneste årtier.
Selv har Pakistan afvist at være involveret i terrorangrebet tidligere på måneden, samtidig med at Indien ikke har fremlagt nogen beviser, der kæder angrebet sammen med organisationen Jaish-e-Mohammed.
Men den indiske premierminister Narendra Modi er under stort pres, fordi der i foråret skal være valg i Indien, og fordi han hidtil har slået sig op på en stærk hindunationalistisk kurs med hårde udfalde mod ærkefjenden Pakistan.
Den indiske frustration øges af, at Pakistan ifølge sikkerhedseksperter tillader Jaish-e-Mohammed at operere frit i landet.
Mange iagttagere havde dog forudset, at Narendra Modi ikke ville turde hævne terroraktionen i Kashmir med et militært angreb på grund af de storpolitiske implikationer, en militær konflikt mellem to atommagter øjeblikkeligt vil udløse.
Mens Indien og USA de seneste år er rykket stadig tættere på hinanden, har Pakistan i stigende grad vendt sig fra USA og i stedet søgt mod Kina, der har investeret milliarder af kroner i landet.
fortsæt med at læse



























