Kina og Rusland bruger veto mod FN-resolution om Venezuela

Lyt til artiklen

Rusland og Kina har torsdag aften dansk tid nedlagt veto mod en resolution, der kræver præsidentvalg i Venezuela og garanti for, at nødhjælp kan nå frem til landet.

Det var USA, der havde fremlagt resolutionen.

Frankrig, Tyskland og Storbritannien var blandt de lande, der bakkede den amerikanske resolution op.

Sydafrika stemte nej, mens Indonesien, Ækvatorial Guinea og Elfenbenskysten undlod at stemme.

Der er 15 medlemmer af FN's Sikkerhedsråd. Fem lande har ret til at nedlægge veto. Det er USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig, der omtales som permanente medlemmer.

Meget bedre gik det ikke for Rusland, da det fremlagde sin egen resolution om Venezuela. Den udtrykte støtte til en politisk løsning på krisen i Venezuela og bakkede op om præsident Nicolas Maduros regime.

Den russiske tekst fik kun fire stemmer. Fire lande undlod at stemme, og resten var imod.

For at en resolution kan vedtages i FN's Sikkerhedsråd, kræver det mindst ni stemmer for. Samtidig må ingen af de permanente medlemmer stemme imod.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her