En over to meter lang fisk skyllede i sidste uge op på stranden i Santa Barbara i den amerikanske delstat Californien.
Til at starte med troede eksperter, at der var tale om en helt almindelig klumpfisk. Men nu viser det sig, at fisken er en hoodwinker sunfish, en såkaldt narreklumpfisk, der er uhyre sjælden på disse kanter.
Det skriver CNN.
Det var praktikanten Jessica Nielsen på universitets-fakultetet Coal Oil Point Reserve i Santa Barbara, der fandt den døde fisk på stranden.
»Det her er helt sikkert den mest bemærkelsesværdige organisme, jeg har set være skyllet op på stranden i mine fire år her«, siger hun i en pressemeddelelse.
Jessica Nielsen postede nogle billeder af den mærkværdige fisk på Facebook, og kort efter kom Thomas Turner, der er professor i marinbiologi ved University of California i Santa Barbara, til stranden.
»Det er den mest usædvanlige fisk, der nogensinde er blevet set. Den har ingen hale og heller ingen tænder. Den har bare den her store runde åbning ved munden«, siger han.
Lever normalt i varmere farvande
Det var danskeren Marianne Nyegaard, marinbiolog på Murdoch University i Perth i Australien, der bekræftede, at den strandede fisk er en narreklumpfisk. Det var nemlig hende, der opdagede og navngav den sjældne fisk tilbage i 2017.
»Jeg kunne ikke tro det. Jeg faldt næsten ned af stolen«.
»Da de skarpe billeder af den kom, var der ingen tvivl. Det her er helt sikkert en narreklumpfisk«, siger hun til CNN.
Narreklumpfisken lever normalt på den anden side af jorden omkring Australien, New Zealand, Sydafrika og Chile. Den er aldrig før blevet set ved Californien og er kun blevet set én gang tidligere på den nordlige halvkugle.
Ifølge Marianne Nyegaard lever narreklumpfisken normalt i varmere farvande, så det er meget atypisk at se den ved Californiens kyst.
»Så det er spændende, hvad der har fået den til at krydse ækvator«.
»Det er ikke ualmindeligt, at klumpfiskene bevæger sig meget langt, så i fremtiden må vi finde ud af, om denne fisk regelmæssigt lever ud for Californiens kyst, eller om der kun er tale om denne ene gang«, siger hun.
fortsæt med at læse




























