Præsident Donald Trump siger, at Scott Gottlieb fra Food and Drug Administration, FDA, gør klar til at forlade sin post i næste måned.
Gottlieb har siddet næsten to år på posten, hvor han har vundet støtte fra begge de store partier i sin kamp for blandt andet billigere medicin og begrænsning af unges brug af e-cigaretter.
»Under Scotts ledelse har FDA opnået historiske resultater inden for nye behandlingsformer og i bestræbelserne på at få folk afvænnet fra afhængighed af stoffer og tobak«, siger den amerikanske sundhedsminister. Alex Azar, i en erklæring.
Trump bad i 2017 Gottlieb om at afskaffe bureaukrati i FDA, men han fik samtidig på flere måder skabt en større rolle for agenturet, som blandt andet overraskede ved at få skabt en hel bevægelse for at få mængden af afhængighedsskabende stoffer i cigaretter bragt markant ned.
Gottlieb, som selv er læge, fik sin dagsorden igennem med en vanskelig balancegang, hvor han sikrede sig støtte fra præsidenten, fra republikanerne og fra demokraterne i Kongressen.
ritzau




























