I dag er det fem år siden, et passagerfly fra Malaysia Airlines forsvandt. Teorier om, hvad der skete, er der nok af. Men ikke meget reel viden.

Mysterie på femte år: Hvor endte Malaysia Airlines Flight 370?


En deltager i efterforskningen spejder ud gennem vinduet i et eftersøgningsfly over Det Indiske Ocean. Eftersøgningen blev indstillet i maj 2017. 
   Foto: Kham/Ritzau Scanpix
En deltager i efterforskningen spejder ud gennem vinduet i et eftersøgningsfly over Det Indiske Ocean. Eftersøgningen blev indstillet i maj 2017. Foto: Kham/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I over et år, mere præcist i 16 måneder og 21 dage, var Malaysia Airlines Flight 370 fra Kuala Lumpur til Kinas hovedstad Beijing sporløst forsvundet.

Den 64 meter lange og knap 250 ton tunge Boeing 777-200 var lettet 8. marts klokken 00:41 lokal tid og skulle efter planen være fremme i Beijing klokken 06:30. Om bord på flyet var 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer.

»Good night, Malaysian three seven zero«, lød det klokken 01:19 over radioen fra enten første- eller andenpiloten til flykontrollen i Kuala Lumpur, og intet indikerede, at noget skulle være galt. Men det skulle vise sig at være de sidste ord, omverdenen hørte fra Flight 370. To minutter senere mistede flykontrollen radarkontakt med flyet. Det kommunikationssystem, som hver halve time skulle sende oplysninger om blandt andet flyets bevægelser, sendte sidste gang klokken 01:07.

Derefter: Intet.

Klokken 02:40 blev flyet meldt savnet. I dagene, ugerne og månederne derefter blev en af historiens største eftersøgninger igangsat – uden at der blev fundet så meget som ét eneste spor.

Før 29. juli 2015. På øen Réunion, cirka 600 km øst for Madagascar, fandt den lokale beboer Johnny Bègue på stranden en 2,7 meter lang metalkonstruktion. Det skulle vise sig af være en del af Flight 370’s højre vinge – mere præcist en såkaldt flap.

Malaysia: Mysteriet om MH370 bliver måske aldrig løst

I løbet af det følgende halvandet år blev der fundet yderligere 26 vragdele forskellige steder på den østafrikanske kyst. Tre af vragdelene kunne med sikkerhed siges at stamme fra Flight 370. Som altså stadig var – og er – forsvundet. Men ikke længere sporløst.

Nogen slukkede for kommunikationen

I begyndelsen af eftersøgningen antog de malaysiske myndigheder naturligt nok, at flyet var styrtet ned i det område, hvor det befandt sig, da flykontrollen mistede radarkontakten – et sted i Thailandbugten mellem Malaysia og sydspidsen af Vietnam.

Men allerede dagen efter meddelte myndighederne, at flyet var observeret af en militær radar nogenlunde på det tidspunkt, hvor det var meldt savnet. Og at flyets position ikke var der, hvor efterforskerne havde regnet med, men derimod på en mere vestlig position over Malaccastrædet, som ligger mellem Malaysia og den indonesiske ø Sumatra. Det kom også frem, at nogen om bord på flyet klokken 01:21 havde slukket for den såkaldte transponder, der sender oplysninger blandt andet om flyets position til satellit-systemet.

Hvorfor var flyet vendt om? Og hvorfor var transponderen blevet slukket? Mystikken bredte sig. Og den blev ikke mindre af, at de malaysiske myndigheder flere gange gav modsatrettede oplysninger om, hvad de troede, der var sket: For eksempel, at Flight 370 alligevel ikke havde skiftet kurs og var vendt om.

Forsvundet fly kan være fløjet videre i timevis

I dagene derpå kom det frem, at flere spor pegede i retning af, at flyet var blevet ved med at flyve længe efter, at kontakten med det var ophørt. Den amerikanske avis Wall Street Journal skrev med anonyme amerikanske efterforskere som kilder, at flyets Rolls-Royce motorer havde udsendt datasignaler, som pegede på, at motorerne havde arbejdet mindst fire timer efter, at radarsignalet var ophørt.

Det blev også konstateret, at flyet flere gange skiftede højde. Helt op til 45.000 fod, hvilket er langt over den anbefalede højeste højde. Og helt ned til 5.000 fod, hvilket er betragteligt under den normale cruising-højde.

Det allersidste livstegn fra flyet skulle vise sig at være et ’ping’ fra flyet, som blev opfanget af en satellit om morgenen 8. marts klokken 08:11 lokal tid. På baggrund af afstanden mellem dette signal og satellitten kunne man udregne – ikke flyets præcise position ud, men en korridor, som vraget befinder sig i.

Nu lytter de efter MH370's sidste ping

Men regner derfor i dag med, at flyet er styrtet ned et sted mellem den indonesiske ø Java og et punkt i Det Indiske Ocean omkring 1.500 kilometer vest for den australske by Perth. Et gigantisk område.

Tre mulige teorier

Af gode grunde aner ingen i dag, hvorfor Flight 370 styrtede ned. Var der en fejl på flyet? Var det terror? Eller var årsagen, at en af piloterne ville begå selvmord?

Den første mulighed er der ikke mange, der tror på. For det første harmonerer den dårligt med, at flyet var i luften så længe efter, at det havde forladt den planlagte kurs mod Beijing. Hvis der havde været noget galt, var der mange muligheder for at nødlande. Og ingen grund til, som det skete, at nogen om bord lukkede ned for flyets kommunikation. Desuden regnes Boeing 777 for et af de mest sikre fly, der nogensinde er udviklet.

Flyselsskab fik terrortrussel få dage før flyforsvinden

Terrormuligheden modsiges af, at ingen organisation har taget skylden for et eventuelt terrorangreb, og det vil, hvis der er tale om terror, være meget usædvanligt. Desuden: Hvis nogen havde kapret flyet for at udøve terror, hvorfor sørgede man så for, at flyet fløj til den sydlige del af Det Indiske Ocean, meget langt fra bebyggede områder. Men muligheden for, at flyet er blevet kapret, kan ikke udelukkes. Og myndighederne har selvsagt endevendt de 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmers baggrunde for at finde ud af, om nogle af dem skulle have forbindelser til terrororganisationer.

Malayisk politi identificerer iransk asylansøger på ulykkesfly

Særlig to passagerer har pådraget sig ekstra opmærksomhed. Begge rejste under falsk identitet med pas, som viste sig at været stjålet i Thailand fra henholdsvis en østriger og en italiener. Deres billetter var enkeltrejser til Amsterdam via Beijing og derfra videre til henholdsvis Frankfurt og København. De var betalt kontant. Efterforskningen påviste, at der var tale om to iranske mænd på 19 og 29 år, hvis formål med rejsen angiveligt var at komme til Europa for at søge asyl. Og selv om flere landes efterretningstjenester, blandt andre amerikanske FBI, har været tilknyttet efterforskningen, er det ikke lykkedes at forbinde de to iranere til nogen kendte terrororganisationer.

Når piloter vælger at styrte ned

Piloterne og den øvrige besætnings private baggrunde er også blevet nøje undersøgt og deres hjem – de var alle fra Malaysia – er blevet ransaget: Der er ikke fundet antydningen af noget, som kan pege i retning af, at nogen af dem skulle have overvejet at begå selvmord.

Eftersøgningen af forsvundet Malaysia Airlines-fly går ind i ny fase

Kort sagt: I dag, fem år efter Flight 370’s forsvinden ved man intet om, hvad der skete om bord på flyet. Man er sikker på, at flyets kursafvigelse er resultatet af en bevidst handling. Og man er nogenlunde sikker på, i hvilket område flyet er styrtet ned. Men derudover står man på ret bar bund.

I maj 2017 erklærede de malaysiske myndigheder eftersøgningen for afsluttet. I juli sidste år blev den officielle rapport om sagen offentliggjort. Konklusionen var i al sin enkelthed, at ingen med sikkerhed kan sige, hvad der skete med Flight 370.

Så det forbliver formentlig et af flyhistoriens største mysterier.

Kilder: www.britannica.com, wikipedia, The Guardian, politiken.dk

Kim Faber

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her