Præsident Bouteflika opstiller for femte gang, men skjuler sig på et schweizisk hospital. Herfra opfordrer han sit lands mødre til at holde demonstrationer i ave.

Valg i Algeriet: Spøgelseskandidat advarer mod kaos for børnenes skyld

Algeriet venter nye demonstrationer mod sin syge præsidents forsøg på at blive valgt for femte gang. Han advarer mod, at demonstrationerne de seneste  uger bliver misbrugt af fremmede kræfter.

   Foto: Ryad Kramdi/Ritzau Scanpix
Algeriet venter nye demonstrationer mod sin syge præsidents forsøg på at blive valgt for femte gang. Han advarer mod, at demonstrationerne de seneste uger bliver misbrugt af fremmede kræfter. Foto: Ryad Kramdi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Spidskandidaten er ikke alene svækket og ikke blot en alderstegen mand på 82 år. Han er også pist væk, selv om han i april forventer at blive valgt til præsident i Algeriet – for femte gang.

Nu advarer spøgelseskandidaten sine landsmænd imod kaos ved fredagens bebudede demonstrationer.

Hans landsmænd kender ham glimrende, mange vil sige alt for godt, efter Albelaziz Bouteflikas 20 år ved magten. Men mystikken omkring hans kandidatur er voksende. Hvorfor viser han sig ikke? Hvem står i virkeligheden bag hans spøgelsesagtige kandidatur? Er det militæret, som før har kuppet algerisk demokrati?

Fem spørgsmål, fem svar: Kan krisen i Algeriet føre til kaos?

Både hovedstaden, Algier, og andre store byer i det nordafrikanske land oplever voksende protester mod Bouteflika – de største siden begyndelsen af 1990’erne. Dengang førte en folkelig opstand og en valgsejr til et islamistisk parti til, at militæret greb ind. I den efterfølgende borgerkrig blev omkring 140.000 algeriere dræbt.

Et fransk tv-program, ’Quotidien’, afslørede torsdag, at Bouteflika er indlagt på universitetshospitalet i Genève i Schweiz. Det førte ifølge BBC til, at hospitalet modtog 1.500 telefonopkald i løbet af dagen.

Roser befolkningens ’modenhed’

Bouteflika tager ikke selv telefonen. Han lader sig ikke interviewe. Han har slet ikke vist sig i valgkampen.

Men i en erklæring fra sin sygeseng udtaler præsidenten sig, som om han stod på en talerstol foran sit folk.

Han forsøger i sin erklæring, udsendt af Algeriets nyhedsbureau, APS, at rose befolkningen for »fredeligt at udtrykke sine holdninger. Vi byder denne modenhed hos vores borgere, især de unge, velkommen. Den demokratiske pluralisme, som vi utrætteligt har ført kampagne for, er nu en håndgribelig realitet«.

Præsidenten og spidskandidaten optrådte dog ikke selv. Hans erklæring blev præsenteret af ministeren for postvæsen, telekommunikation, teknologi og digital teknologi, Houda-Imane Feraoun.

Præsidentens centrale budskab er dog at advare mod vold og ’infiltration’ af lokale eller fremmede kræfter, som kan udløse kaos.

Han opfordrer derfor det algeriske folk og »især mødrene til at beskytte Algeriet som sådan og i særdeleshed dets børn«.

Hjerneblødning for fem år siden

Præsidenten fik en hjerneblødning for fem år siden og har knap optrådt offentligt siden.

Han lover nu, at han vil træde tilbage i løbet af et år til fordel for et nyt valg. Men stille op – dét vil han, foreløbig fra sin seng på det schweiziske hospital, hvor han blev indlagt 24. februar til »rutineundersøgelser«.

Præsidentvalget afholdes 18. april. Oppositionen har ikke kunnet enes om en fælles kandidat. Én mand, den pensionerede general Ali Ghediri, har meldt sig.

I EU opfattes det som afgørende, at stabiliteten i Algeriet ikke bryder sammen. Landet er omgivet af krig i Libyen, en konflikt i Vestsahara, terror og opløsning i Mali. En ny konflikt i Algeriet kan udløse flygtningestrømme over Middelhavet.

Anders Jerichow

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her