Politiet i den amerikanske delstat New Jersey har lørdag anholdt en 24-årig mand, som mistænkes for at stå bag skuddrabet på mafiabossen Francesco Cali tidligere denne uge i New York.
Det oplyser en kilde i politiet til nyhedsbureauet AFP.
»Vi er meget sikre på, at den mistænkte vil blive tiltalt for drabet på hr. Cali, når han er overført til politiet i New York«, siger personen.
Francesco Cali, der også var kendt som Franky Boy, blev onsdag aften ramt af adskillige skud foran sit hus i New York-bydelen Staten Island. Han blev hårdt såret bragt på et hospital, men det lykkedes ikke at redde hans liv.
Cali var den øverste figur i Gambino-familien.
Motivet for nedskydningen af Cali er uklart, oplyser politikilden. Han tilføjer, at mordvåbnet endnu ikke er fundet.
Drabet på Cali er ifølge flere amerikanske medier det første på en mafiaboss i New York i 34 år. Dengang var offeret Paul Castellano, der ligeledes var den øverste person i Gambino-familien.
ritzau




























