Islamist anholdt: Spændte wire ud foran højhastighedstog

Lyt til artiklen

Politiet i Østrig har anholdt en irakisk islamist, der i 2018 forsøgte at begå terror i Tyskland. Det oplyser tysk politi og anklagemyndigheden i Wien.

Den 42-årige arrestant formodes at sympatisere med Islamisk Stat.

Han blev anholdt mandag i Wien på en mistanke om, at han og andre for fem måneder siden spændte en stålwire på tværs af en togbane i Sydtyskland, hvor der kørte højhastighedstog.

Det var på strækningen mellem München og Nürnberg.

Togets frontrude blev knust, da den ramte wiren. Men toget blev ikke afsporet.

Talskvinde for den østrigske anklagemyndighed Nina Bussek siger, at hensigten var at dræbe passagerer. Men en teknisk fejl forhindrede, at deres plan lykkedes.

»Arabiske dokumenter og et flag fra Islamisk har øget mistanken om, at det var en terrorhandling«, siger hun.

Den 42-årige har erkendt, at han deltog, men han hævder, at der ikke var et terrormotiv.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her