Krydstogtskibet ’Viking Sky’, der havde 1373 personer om bord, gik i stå på grund af lavt olietryk.

1373 mennesker var ombord på skib i alvorlig havsnød: Lavt olietryk var årsag til motorstop


   NTB Scanpix/Svein Ove Ekornesvag via REUTERS/File Photo  Foto: Norsk Telegrambyra As/Ritzau Scanpix
NTB Scanpix/Svein Ove Ekornesvag via REUTERS/File Photo Foto: Norsk Telegrambyra As/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Lavt olietryk var årsag til, at krydstogtskibet ’Viking Sky’ fik motorstop.

Det oplyser de norske søfartsmyndigheder, Sjøfartsdirektoratet, onsdag på et pressemøde og i en pressemeddelelse.

»Vi kan foreløbigt slå fast, at den direkte årsag, til at fartøjets motorer gik i stå, var lavt olietryk, lyder det fra Sjøfartsdirektoratet.

Krydstogtskibet mistede lørdag motorkraft i et voldsomt uvejr med 1373 personer om bord. Det var faretruende tæt på at støde mod grund.

»Niveauet af smøreolie var inden for de fastsatte grænser, men relativt lavt, da fartøjet mistede kraft, konstaterer Sjøfartsdirektoratet.

Selskabet bag ’Viking Sky’, Viking Cruises, sætter pris på de ’hurtige og effektive undersøgelser’ foretaget af Sjøfartsdirektoratet.

»Vi forstår og anerkender deres fund. Vi har inspiceret niveauerne af smøreolie på alle vores søsterskibe, og vi gennemgår nu procedurerne for at sikre, at dette problem ikke vil opstå igen, udtaler Viking Cruises i pressemeddelelsen.

Sjøfartsdirektoratet har udarbejdet en generel sikkerhedsmelding om at sikre tilførsel af smøreolie til motorer og andre kritiske systemer.

Direktoratet fortsætter sit arbejde med at afdække bagvedliggende årsager til motorstoppet. Dertil vil direktoratet udarbejde tiltag, på baggrund af hvad man finder ud af, fremgår det af pressemeddelelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her