Storbritannien forlader EU den 12. april, medmindre det britiske parlament inden da finder en anden vej frem.
Overordnet er der nu tre udfald, der er de mest sandsynlige: Udtræden af EU uden en aftale, en lang udsættelse eller en godkendelse af Theresa Mays aftale.
Ingen aftale
Findes der ikke en løsning inden 12. april, bliver det en såkaldt hård Brexit uden nogen skilsmisseaftale.
Parlamentet i London har før vedtaget, at Storbritannien ikke forlader EU i en hård Brexit. Det kan betyde, at parlamentet skal enes om at anmode EU om en ny udskydelse af Brexit.
En lang udsættelse
Der er indkaldt til ekstraordinært EU-topmøde for at drøfte situationen 10. april. Her kan Theresa May anmode EU om, at Storbritannien får en lang udsættelse til at genoverveje sin brexit-strategi.
Det kan for eksempel være at forsøge at forhandle en ny aftale med EU, afholde en folkeafstemning, eller måske endda udskrive valg til Underhuset.
En ny udskydelse kan blive langvarig og indebære, at Storbritannien skal deltage i EU-parlamentsvalget i slutningen af maj.
Flertal for Mays aftale
Selv om det på nuværende tidspunkt kan virke usandsynligt, så har briterne stadig mulighed for at stemme ja til Theresa Mays plan, der fredag blev stemt ned for tredje gang.
Stemmer briterne ja til aftalen inden klokken 23 lokal tid fredag, så forlader de først EU 22. maj. Stemmes der ikke for aftalen inden klokken 23, så skal briterne forlade unionen 12. april.
Inden 12. april kan May dog forsøge at genoplive aftalen og sætte den til afstemning igen.
Der er planlagt nye forhandlinger i parlamentet i London mandag, hvor en stribe forslag til løsninger ventes drøftet og bragt til afstemning.
Samme metode forsøgte parlamentet i onsdags. Der var otte forslag til afstemning. Alle blev stemt ned.
Kilder: Reuters, AFP
ritzau
fortsæt med at læse




























