Israel vil navngive Golan-bosættelse efter Donald Trump

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, vil opkalde en bosættelse i de besatte Golan-højder som et udtryk for, at Israel sætter pris på Trumps anerkendelse af området som israelsk. Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, vil opkalde en bosættelse i de besatte Golan-højder som et udtryk for, at Israel sætter pris på Trumps anerkendelse af området som israelsk. Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger tirsdag, at han vil navngive en bosættelse i de besatte Golan-højder efter USA's præsident, Donald Trump.

Det sker for at vise, at man sætter pris på, at Trump anerkender Golanhøjderne som israelsk territorie.

Trump anerkender Golan--højderne som en del af Israel

»Alle israelere blev dybt bevægede, da præsident Trump tog den historiske beslutning at anerkende Israels suverænitet over Golanhøjderne«, siger Netanyahu i en videomeddelelse.

Netanyahu har med sin familie været på tur i regionen.

Han vil nu præsentere et forslag til regeringen om at opkalde en bosættelse efter Trump, siger han i videoklippet.

Israel på vildspor

Den 25. marts valgte Trump at anerkende Golanhøjderne som israelsk territorie.

Politisk har Trump stået for en proisraelsk linje, hvilket også viste sig, da han i 2017 anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad.

Golanhøjderne er et stridspunkt, der rækker årtier tilbage.

Under Seksdageskrigen i 1967 flygtede størstedelen af den arabiske befolkning.

Siden da har Israel holdt Golanhøjderne besat, og i 1981 besluttede israelerne at annektere området - noget, som store dele af det internationale samfund har været imod.

FN's Sikkerhedsråd støtter Syriens ret til højderne, hvilket blandt andet blev bekræftet i 2016.

Omkring 18.000 syrere, som tilhører det religiøse samfund druserne, er forblevet i det israelsk besatte Golan.

Omkring 20.000 israelske bosættere er flyttet dertil. De er fordelt på i alt 33 bosættelser.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her