Det kaotiske forløb omkring brexit har kostet både Labour og især de konservative dyrt. Det er hovedkonklusionen, nu hvor resultaterne af valgene til 248 engelske og 11 nordirske lokalråd begynder at tikke ind.
Med færdigoptalte stemmer i omkring 110 engelske lokalråd har premierminister Theresa Mays konservative mistet 400 pladser, og ifølge BBC spås det, at det samlede tab af konservative pladser kan ende med at blive 800, når alle stemmer er talt op. Indtil nu har partiet mistet flertallet i 18 lokalråd, men har også vundet i to råd.
I skrivende stund har Labour mistet omkring 80 pladser, tabt kontrollen over tre lokalråd, men vundet et.
Der er i alt mere end 8.400 pladser på spil ved dette lokalvalg.
Kan blive værre ved EU-valget
De store vindere ser ud til at blive de grønne og ikke mindst de De Liberale Demokrater. Indtil nu har partiet vundet 300 pladser og fået flertal i otte lokalråd.
Ved de seneste lokalvalg i 2017 satte de konservative og Labour sig på tilsammen over 80 procent af stemmerne.
Britiske konservative får flot fremgang ved lokalvalg»Det, vi ser, er måske, at de dage er ovre. Det ser ud til, at hovedbudskabet fra vælgerne til de konservative og Labour, at ’der er pest i begge jeres huse’ (et citat fra Romeo og Julie, red.) - altså at partierne taber både stemmer og pladser i meget stort omfang«, siger John Curtice, professor og valgekspert, til BBC.
Han forudser, at det kan blive endnu værre for de to partier, når briterne 23. maj skal vælge medlemmer til EU-parlamentet. For her er ’the new kids on the block’, the Brexit Party og Change UK, med på stemmesedlerne, og det er ikke usandsynligt, at de også i stor stil vil stjæle stemmer fra de gamle partier.

























