Australiens konservative trodsede meningsmålingerne: Leder for arbejderpartiet Labour erkender valgnederlag i Australien


    Australiens premierminister Scott Morrison vinder parlamentsvalget. (Photo by Saeed KHAN / AFP)
   Foto: Saeed Khan/Ritzau Scanpix
Australiens premierminister Scott Morrison vinder parlamentsvalget. (Photo by Saeed KHAN / AFP) Foto: Saeed Khan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Lederen for det australske arbejderparti, Bill Shorten, erkender, at han og hans parti har tabt lørdagens parlamentsvalg.

Han oplyser, at han har ringet til den konservative premierminister, Scott Morrison, og ønsket ham tillykke med resultatet.

»Jeg ønsker ikke at holde liv i et falsk håb, men mens der stadig mangler at blive talt millioner af stemmer op, og vigtige mandater skal gøres op, så er det indlysende, at Labor ikke vil være i stand til at danne den næste regering«, siger Shorten til skuffede vælgere.

De fleste meningsmålinger havde på forhånd spået en valgsejr til Labor.

Scott Morrison kalder udfaldet af valget for "et mirakel".

»Jeg har altid troet på mirakler«, siger han til ellevilde medlemmer i Det Liberale Parti, der trods navnet er et konservativ parti.

Han brugte valgkampen på at appellere til økonomisk stabilitet, mens Shorten rettede sin kampagne mod den store gruppe af australiere, der er bekymret for den fortsatte globale opvarmning.

Meningsmålinger havde vist, at klimaet var vælgernes topprioritet. Men det blev ikke omsat i stemmer til Labor, da vælgerne først stod i stemmelokalerne.

/ritzau/Reuters

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her