Theresa May stopper som britisk premierminister. Theresa May meddeler, at hun forlader posten som konservativ leder i næste måned, men bliver siddende som premierminister frem til, der er fundet en afløser for hende.
Det siger Theresa May ved et pressemøde uden for sin bolig Downing Street 10.
»Jeg har gjort mit bedste«, sagde hun foran embedsboligen.
»Hvis man giver folket et valg i et demokrati, så skal man gøre sit bedst for at leve op til den beslutning, som de har truffet. Jeg har gjort mit bedste for at få det gennem parlamentet«, sagde hun om sine forgæves forsøg på at få en brexitplan igennem:
»Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at få parlamentsmedlemmerne til at bakke aftalen op ... desværre har jeg ikke været i stand til det«.
Hun stopper som leder af det konservative parti 7. juni, når den amerikanske præsident Donald Trump har afsluttet sit statsbesøg i Storbritannien.
Stigende pres på grund af Brexit
Theresa Mays afgang kommer efter et stigende pres på grund af balladen om det britiske farvel til EU. I 2016 stemte briterne for at forlade EU, hvilket kostede Theresa Mays konservative forgænger David Cameron livet som premierminister. Siden har Theresa May haft det vanskelige job at gennemføre Brexit med et splittet konservativt parti i ryggen.
Jeg forlader snart jobbet, som det var den største ære i mit liv at varetage. Den anden kvindelige premierminister, men med sikkerhed ikke den sidste
Fredag formiddag holdt Theresa May møde med lederen af de menige konservative parlamentsmedlemmer, de såkaldte backbenchers, Sir Graham Brady. Mødet kommer efter endnu en mareridtsuge for Theresa May.
Onsdag meddelte en af Theresa Mays vigtigste ministre, Andrea Leadsom – minister for Underhuset – sin afgang. Det var ministeropsigelse nummer 36 fra Theresa Mays regering.
Dagen efter – torsdag – stemte briterne om 73 nye medlemmer af Europa-Parlamentet, som skal vælges på trods af, at Storbritannien skal forlade EU. Valget til Europa-Parlamentet ventes at give en ordentlig ørefigen til de konservative, der spås noget nær udslettelse. Resultatet bliver offentliggjort søndag aften, når alle EU-lande har stemt.
Parlamentet i London skulle egentlig have stemt om Mays brexitplan, som allerede er blevet afvist flere gange, igen torsdag, men den afstemning valgte Theresa May at udskyde efter at have luftet ideer om at sende planen til folkeafstemning. Der var i øvrigt heller ingen udsigt til, at Mays brexitplan ville være kommet gennem parlamentet denne gang.
Hvem skal erstatte May?
Ideen om endnu en folkeafstemning faldt også nogle af regeringens topministre, som May holdt private møder med tidligere på ugen, for brystet. Det pres har nu fået Theresa May til at præsenterer en tidsplan for hendes afgang.
Jeg er ikke bitter, men enormt og evigt taknemmelig over at have haft muligheden for at tjene det land, jeg elsker
Det var efter mødet ’backbenchernes’ leder, at Theresa May meddelte sin afgang.
»Jeg forlader snart jobbet, som det var den største ære i mit liv at varetage. Den anden kvindelige premierminister, men med sikkerhed ikke den sidste«, sagde Theresa Mayog fortsatte:
»Jeg er ikke bitter, men enormt og evigt taknemmelig over at have haft muligheden for at tjene det land, jeg elsker«, sagde en grådkvalt May, inden hun forlod talerpulten og gik ind ad døren på Downing Street 10.
Theresa May bliver siddende som premierminister, indtil der er fundet en ny.
Nu begynder så et hundeslagsmål i det konservative parti om at efterfølge Theresa May som frontfigur.
Blandt aspiranterne til at blive ny premierminister ventes den tidligere London-borgmester og udenrigsminister Boris Johnson at være med løfter om et hårdt Brexit. Briterne skal seneste forlade EU med udgangen af oktober i år.
Men det bliver ikke uden kamp, fortæller en minister fra den midtersøgende fløj i de konservative til The Guardian.
»Forvent at mange nuværende ministre og andre vil forklare, hvorfor det vil være meget skadeligt at forlade EU uden en aftale. Kandidater og partimedlemmer må længe og grundigt overveje konsekvenserne af at forlade EU uden en aftale«, siger ministeren til bladet.
fortsæt med at læse




























