Skolestrejke. Extinction Rebellion. Og et europæisk valg, hvor de unge gik massivt ud og stemte på de partier, der markerer sig på deres grønne samvittighed.
Over hele Europa er der gang i en bevægelse, der kan udvikle sig til det største generationsopgør siden 1968, siger flere analytikere. Unge nøjes ikke med at demonstrere, de protesterer også i valglokalerne. Tal fra en række lande, som Politiken har indsamlet, viser, at de grønne partiers fremgang ved valget til Europa-Parlamentet først og fremmest skyldes unge vælgere.


























