DF-lokalformænd savner klima-fokus: »Vi skal lytte til de strømninger, der er i samfundet«

DF fik et dårligt valg. Nu efterlyser baglandet mere fokus på klimaet.
   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
DF fik et dårligt valg. Nu efterlyser baglandet mere fokus på klimaet. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Flere lokalformænd i Dansk Folkeparti fortæller til Berlingske, at de mener, at partiet skulle have været mere opmærksomme på klimadagsordenen.

Det sker, efter at partiet søndag gik voldsomt tilbage ved valget til Europa-Parlamentet, hvor antallet af mandater svandt ind fra fire til et.

»Jeg savner generelt et større fokus på klima fra partiets side og fra ordførerne på området i samarbejde med partitoppen«.

»Vi skal lytte til de strømninger, der er i samfundet. Det er blandt andet klimaet, der fylder«, siger lokalformand i Holstebro Richardt Graakjær Bostrup Møller til Berlingske.

Dansk Folkepartis manglende klimapolitik, samt partiets afstandtagen fra blandt andet klimaaktivisten Greta Thunberg, har kostet hos vælgerne, vurderede professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Derek Beach mandag.

»Det ser ud til, at Dansk Folkeparti går gevaldigt tilbage, fordi de har været ude af trit med det store emne, som helt tydeligt er klimaspørgsmålet«, siger han.

Samlet har Berlingske talt med 37 lokalformænd i Dansk Folkeparti, hvoraf en lang række noterer sig, at partiet kunne have fokuseret på klimaet.

»Vi skulle have gjort det tydeligere, at vi gerne vil samarbejde om en ambitiøs miljø- og klimapolitik og selv byde ind med, hvad man kan gøre«.

»Hvorfor skulle vi være imod det«, siger formand for Guldborgsund lokalforening Jesper Tang Pedersen til Berlingske.

Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl siger til Berlingske:

»Jeg anerkender, at vi skal tage klimadagsordenen seriøst, men det er ikke at gå ind i et kapløb. Det er at komme med nogle mere nuancerede forslag til, hvad man skal gøre«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her