FN suspenderer delvist nødhjælp til Yemens hovedstad

Patienter på al-Sabeen Maternal-hospitalet i hovedstaden Sanaa.  Foto: Mohammed Huwais/Ritzau Scanpix
Patienter på al-Sabeen Maternal-hospitalet i hovedstaden Sanaa. Foto: Mohammed Huwais/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FN's fødevareprogram, World Food Programme (WFP), har valgt delvist at suspendere leverancer af nødhjælp til den yemenitiske hovedstad, Sanaa.

Ifølge FN-agenturet sker det på grund af manglende aftaler med houthi-oprørerne, der kontrollerer byen.

Der har blandt andet været problemer med at undgå, at nødhjælpen bliver 'omdirigeret' til andre end den nødlidende civilbefolkning.

Det skriver WFP i en udtalelse sent torsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

FN står bag udleveringen af nødhjælp til mere end ti millioner mennesker om måneden i Yemen, der i fire år har været ramt af borgerkrig og voldsomme luftbombardementer fra nabolandet Saudi-Arabien.

WFP's beslutning om at suspendere nødhjælp til hovedstaden kommer til at ramme cirka 850.000 mennesker, skriver agenturet.

Dog vil man stadig opretholde leverancer af mad og medicin til underernærede børn samt gravide og ammende kvinder.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her