Det Danske Hus i Paris udsat for brand

Foto: Thomas Borberg (arkiv)/POLFOTO
Foto: Thomas Borberg (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det Danske Hus på Champs-Élysées i Paris er onsdag aften brudt i brand.

Det bekræfter den danske ambassade i Paris over for Ritzau.

Branden skal være opstået omkring klokken 19.30. Det oplyser Klaus Ib Jørgensen, der er presse- og kulturråd ved ambassaden.

»Vi ved ikke ret meget endnu. Der har ikke været meget synlig brand, men der har været synlig røgudvikling«, siger han lidt efter midnat.

Der er meget få officielle oplysninger fra brandmyndighederne endnu. Men det formodes, at branden er opstået i udstillingslokalet på anden etage, da røgudviklingen så ud til at komme derfra.

Der er frygt for, at branden kan have skadet de kunstværker, som i øjeblikket er udstillet i huset.

Kunstner har tjekket billeder

Udstillingen 'Ombre Flore' blev åbnet i Det Danske Hus af kronprinsesse Mary i søndags. På udstillingen er blandt andet skitser af Jesper Christiansen til den nye altertavle i Frederikskirken i Paris.

»Billederne er bragt ud af udstillingslokalet, men vi ved endnu ikke, hvilken tilstand de er i«, siger Klaus Ib Jørgensen.

Han oplyser, at de fleste kunstværker er blevet flyttet til Frederikskirken, hvor kunstneren har haft mulighed for at besigtige nogle af dem. Arbejdet vil fortsætte torsdag i dagslys.

Biskop med hjelm holder messe i Notre Dames brandtomt

Til DR siger Jesper Christiansen, at han ikke mener, at værkerne kan udstilles igen, før de har været forbi en konservator.

»De ser okay ud. De har fået lidt vand og lidt støv og et eller andet. Det ser lidt værre ud, end jeg havde forventet«, siger den 64-årige maler og grafiker til DR.

Gæster på restaurant blev evakueret

DR's korrespondent Stéphanie Surrugue, der onsdag aften var til stede ved Det Danske Hus, har delt flere billeder fra branden på Instagram.

»Gæsterne på Restaurant Copenhauge er blevet evakueret, og lige nu kæmper brandfolk for at redde kunstværker for millioner«, skrev hun på det sociale medie.

Notre-Dames genopbygning udvikler sig til en gyser: Det brændte tag har forurenet Paris med 350 ton bly

Også de øvrige etager i bygningen skal være blevet evakueret ligesom de nærliggende butikker på den berømte Champs-Élysées, skriver AFP.

Danmarkshuset, som huset hedder officielt, blev indviet i 1955.

Husets mission er at fremme det internationale kendskab til Danmark. Der er derfor ofte udstillinger, filmvisninger, koncerter og andre arrangementer i huset.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her