Det er ikke vindstødene, de frygter i byen New Orleans i delstaten Louisiana. Men derimod en stormflod, massiv nedbør og en Mississippi-flod fyldt til bristepunktet.

Over 77.000 mennesker er allerede uden strøm: Stormen Barry rammer Louisiana

Indbyggere i Louisiana frygter oversvømmelse og massiv nedbør. Foto: Scott Olson/Ritzau Scanpix
Indbyggere i Louisiana frygter oversvømmelse og massiv nedbør. Foto: Scott Olson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den tropiske storm Barry har ramt den amerikanske delstat Louisiana med vindstød på 70 kilometer i timen.

Over 77.000 mennesker er allerede uden strøm, skriver CNN. Alle flyafgange fra lufthavnen i New Orleans er aflyst.

Stormen, der netop er blevet nedgraderet fra orkan, skaber voldsom utryghed og obligatoriske evakueringer flere steder i Louisianas kystområder, herunder sognene Plaquemines, Jefferson og Lafourche, skriver New York Times og CNN.

Borgmesteren i New Orleans, LaToya Cantrell, har bedt indbyggerne om at ringe til alarmcentralen, hvis de ser vand i gaderne.

Barry bevæger sig over den mexicanske golf og vil efter sigende ramme tæt på Morgan City, en lille by i det sydlige Louisiana. Her har indbyggerne ellers hidtil været heldige at undgå skader ved de seneste store orkaner – inklusive Katrina, der i 2005 medførte massive ødelæggelser i især Louisiana og 1.800 dødsfald.

Var der én by, der dengang led af efterdønningerne af Katrina samt myndighedernes svigt både før og efter, er det New Orleans, hvor vandet dengang gik igennem digerne. Måske netop derfor er utrygheden særligt stor i byen, der er kendt for sin musikkultur og sit farverige mardi gras-karneval.

Frygter massiv oversvømmelse

En anden bekymring i New Orleans skyldes Mississippi-floden, der løber gennem New Orleans. Massiv regn hen over vinteren og foråret har spændt floden til bristepunktet, så den har været ganske tæt på at gå over sine bredder. De seneste meldinger tyder dog på, at flodens vandstand atter er for nedadgående.

Og som om mulig stormflod og en flod fyldt til randen ikke er nok, forventes Barry at medbringe en hel del regn, op til 60 centimeter. Nogle steder kan der falde op til ti centimeter regn på blot en time.

Samtidig er USA’s myndighed til at håndtere naturkatastrofer, FEMA, udmattet efter tre år med særligt mange katastrofer. Ifølge New York Times har FEMA derfor et begrænset beredskab, der kan assistere områder, der måtte blive ramt af Barry.

En af de måske mindre alvorlige konsekvenser af Barry har allerede vist sig – bandet Rolling Stones har nemlig valg at udskyde deres koncert i byen en enkelt dag.

Eva Holtegaard-Kasler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her