Udenrigsminister Kofod: Irans aftalebrud er en trussel

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S) deltog mandag i sit første rådsmøde for udenrigsministrene i EU. Her ses han i samtale med Spaniens udenrigsminister, Josep Borrell. Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S) deltog mandag i sit første rådsmøde for udenrigsministrene i EU. Her ses han i samtale med Spaniens udenrigsminister, Josep Borrell. Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

EU-landene agter at reagere på Irans nylige overtrædelser af grænseværdier for blandt andet berigelse af uran fastsat i en international atomaftale.

Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er det afgørende at sende 'et stærkt signal' til Iran om at overholde dets forpligtelser, hvis aftalen, der skal sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben, skal reddes.

»Det vil være en kæmpe trussel mod fred og sikkerhed. Det vil være en trussel mod ikke bare os, men hele regionen«, siger Kofod på vej til sit første rådsmøde med EU-landenes udenrigsministre i Bruxelles.

Iran åbner døren for dialog med store krav til USA

Atomaftalen, som blev indgået i 2015, har hængt i en stadigt tyndere tråd, siden USA's præsident, Donald Trump, i maj 2018 trak landet ud af aftalen og indførte hårde økonomiske sanktioner mod Iran.

Oprindeligt blev aftalen underskrevet af Iran, de fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og EU. Irans økonomi er hårdt ramt af USA's sanktioner.

Vigtigt at fastholde presset på Iran

Landets nylige overtrædelser af forpligtelser om begrænsning af uranberigelse i landet er ifølge Irans ledelse en overlagt reaktion på, at aftalens øvrige parter ikke har opvejet for de amerikanske sanktioner via økonomiske incitamenter.

Kofod mener også, at man skal kigge på muligheder for at imødekomme iranerne.

»Der er en humanitær situation i Iran, hvor der måske er behov for medicin og så videre. Det må vi se på. Det er vigtigt, at vi tager nogle initiativer der«.

Han understreger dog, at man 'ikke ligger under for pres'.

Rederier vil have flådebeskyttelse mod iranske angreb

»Iran skal holde deres del af aftalen. Det er dem, der tilsyneladende er løbet fra dele af aftalen, og derfor er det vigtigt at fastholde presset og sende et stærkt signal til dem«.

På mødet ventes udenrigsministrene desuden at tale om en bred vifte af emner. Migration, kriserne i Sudan og Venezuela samt Tyrkiets boringer nær Cyperns kyster er blandt andet på dagsordnen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her