Der er tegn på, at Nordkorea har foretaget nye prøveaffyringer. Det oplyser unavngivne amerikanske embedsmænd til nyhedsbureauet Reuters.
De foreløbige oplysninger tyder på, at det var af samme type som de seneste test af kortdistanceraketter, der er foretaget i Nordkorea.
Flere andre kilder siger til tv-stationen NBC News, at Nordkorea har affyret to kortdistanceraketter, og at begge er landet i havet.
Hvis det bekræftes, er der tale om den tredje prøveaffyring i løbet af en uge.
Tidligt onsdag morgen lokal tid affyrede Nordkorea op til flere ballistiske missiler ud over havet.
Missilerne, der blev affyret fra Hodo-halvøen nord for byen Wonsan på den nordkoreanske østkyst, fløj cirka 250 kilometer, før de styrtede i havet, meddelte repræsentanter fra Sydkoreas generalstab onsdag.
Også torsdag i sidste uge blev der affyret to kortdistancemissiler fra Wonsan-området.
Missilerne fløj omkring 430 kilometer og nåede en højde på 50 kilometer, inden de faldt ned i Det Japanske Hav.
ritzau




























