Nummer to i ledelsen af den berygtede bevægelse Khmer Rouge, Nuon Chea, er død, 93 år, oplyser det tribunal i Cambodja, der har dømt ham for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
»Vi kan bekræfte, at den anklagede Nuon Chea døde her til aften 4. august 2019 på Det Khmersovjetiske Venskabshospital, siger en talsmand for tribunalet.
Han blev beskrevet som Pol Pots hørehånd - lederen som stod i spidsen, da man fordrev millioner fra byerne for at gøre dem til lydige arbejdere i Cambodjas landbrug. Alle, der blev opfattet som afvigere, blev henrettet.
Det var en politik, som for en stor del blev drevet frem af Nuon Chea.
»Vi dræbte kun de dårlige folk, blev han citeret for at sige i et senere interview.
Nuon Chea blev beskrevet som Khmer Rouges chefideolog. Han søgte sammen med den øvrige ledelse i Khmer Rouge ud i Cambodjas jungle, da Vietnam i 1979 invaderede landet og indsatte en ny regering.
Khmer Rouges ledelse brød først sammen i 1998, efter at flere ledende personer var hoppet af og havde lovet troskab over for Cambodjas nye regering.
Nuon Chea blev anholdt i 2007.
ritzau




























