To FN-ansatte, en fra Libyen og en fra Fiji, blev lørdag dræbt af en bilbombe i byen Benghazi i det nordøstlige Libyen.
Det skete, på samme dag hvor de stridende parter i det uroplagede land indgik en midlertidig fredsaftale i anledning af den muslimske højtid eid.
Oprørsgeneral Khalifa Haftars styrker meddelte lørdag, at de er blevet enige med landets samlingsregering om en våbenhvile. Den varer i tre dage fra søndag, hvor fejringen af eid begynder.
Regeringen og oprørerne kæmper om kontrollen i hovedstaden Tripoli.
Siden april har Khalifa Haftars hær (LNA) forsøgt at kæmpe sig til magten i hovedstaden, hvor en FN-anerkendt regering sidder.
Bilbomben, der lørdag dræbte to FN-ansatte, sprængte i byen Benghazi. Den er kontrolleret af Haftars styrker.
Ud over de dræbte blev mindst otte kvæstet i eksplosionen - herunder et barn.
ritzau




























