Demokratiske toppolitikere og præsidentkandidater kritiserer, at Donald Trump har aflyst besøg i Danmark.

Demokrater tager sig til hovedet: Trumps aflysning er absurd

Trump bliver blandt andet kritiseret af præsidentkandidaten  Amy Klobuchar. Aaron Lavinsky/AP
Trump bliver blandt andet kritiseret af præsidentkandidaten Amy Klobuchar. Aaron Lavinsky/AP
Lyt til artiklen

Det flyder over med hjemlig kritik af USA’s præsident, Donald Trump, efter at han natten til onsdag dansk tid valgte at aflyse et planlagt besøg i Danmark fra 2. til 3. september.

»Præsidenten har nu formået at støde Danmark fra sig. Den havde jeg ikke set komme«, skriver Amy Klobuchar«, præsidentkandidat og senator fra Minnesota, i et opslag på Twitter.

Trump valgte i en række opslag på Twitter at aflyse sit danmarksbesøg på grund af statsminister Mette Frederiksens blanke afvisning af et muligt salg af Grønland til USA.

Ifølge statsministeren var præsidentens strategiske interesse i Grønland en ’absurd idé’.

Nogenlunde samme sprogbrug bruger en anden præsidentkandidat, senator fra delstaten New Jersey Cory Booker, om Trumps aflysning.

»Det er fuldstændig absurd. Sådan behandler man ikke en allieret«, siger Booker natten til onsdag i et tv-interview med CNN.

»Det får ikke vores nation til at tage sig godt ud internationalt«, tilføjer han.

Han kalder præsidentens beslutningen »en afledningsmanøvre«, der skal fjerne opmærksomheden fra Trumps dårlige beslutninger.

Det var den amerikanske avis The Wall Street Journal, som fredag kunne fortælle, at Donald Trump i flere omgange har bedt sine rådgivere om muligheden for at købe øen.

Historien blev indledningsvist taget med et gran salt, men søndag bekræftede præsidenten, at han skam mente det alvorligt - omend det ikke stod »øverst på dagsordenen«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her