Weekendens gadekampe i Hongkong tog til i styrke, da politiet i går affyrede tåregas, gummikugler og vandkanoner mod vrede demonstranter, der kastede med sten og andet forhåndenværende skyts. Det er første gang, siden protesterne begyndte i juni, at politiet har affyret vandkanoner. De voldsomme sammenstød i Tsuen Wan-området begyndte lørdag efter en fredelig demonstration med flere end 10.000 mennesker, da en mere aggressiv udbrydergruppe begyndte at kaste med sten og bygge barrikader af fortovshegn og bambusrør. Der blev også kastet mindst én benzinbombe. Kampklædte betjente strømmede til og svarede igen med tåregas, gummikugler og vandkanoner.
»Jeg er ikke enig i det, de studerende gør, såsom at kaste med sten, men det er affødt af den vold, regeringen udøver nu«, siger 38-årige Celine Wong, der er sygeplejerske og havde tilsluttet sig den ellers fredelige demonstration.




























