Hun har siden sin indtrædelse i den amerikanske kongres sidste år været en samlingsfigur for mange af dem, der ikke kan døje synet af den amerikanske præsident, Donald Trump. Med sin puertoricanske og venstreorienterede baggrund er hun også noget nær en modsætning til manden i Det Hvide Hus.
Og på især ét punkt er Alexandria Ocasio-Cortez lysår væk fra Donald Trump: hendes bekymring for de menneskeskabte klimaforandringers påvirkning af Jordens fremtid.
Igennem genindførslen af den såkaldte Green New Deal har hun i den amerikanske kongres skabt stor fokus på vedvarende energi ved at kombinere bekæmpelsen af økonomisk ulighed med indførslen af 100 procent vedvarende energi.
For et år siden serverede hun fadøl – nu er hun en stjerne i amerikansk politikNu kommer hun til Danmark og er en af hovedtalerne på C40-mødet 9.-12. oktober, som København er vært for. Det er et møde mellem borgmestrene for en række storbyer verden over, hvor målet om at udbrede klimabæredygtige løsninger er den helt store dagsorden.
Det kommer sandsynligvis til at være netop Green New Deal, der bliver omdrejningspunktet i Alexandria Ocasio-Cortez’ tale til mødet. Og hun har også selv sat nogle ord på sin deltagelse:
»Vi er en del af et globalt samfund. For at bekæmpe klimakrisen bliver vi nødt til at stå sammen som nation OG planet. De gode nyheder er: Vi behøver ikke at vente, vi kan begynde nu, fra bunden og op«, skriver hun på Twitter.
Alexandria Ocasio-Cortez er dog langt fra den eneste taler på programmet til C40.
Borgmestre fra byer som Los Angeles, Berlin og Johannesburg kommer ligesom overborgmester i København Frank Jensen (S) til at tage ordet, mens blandt andre tidligere borgmester i New York og erhvervsmand Michael R. Bloomberg og den evigt turnerende klimaforkæmper og lige-ved-og-næsten-amerikanske præsident, Al Gore, også kommer.
fortsæt med at læse




























