Droneangreb rammer verdens største olieselskab i Saudi-Arabien

Røg rejser sig fra Aramcos anlæg i Abqaiq. Foto: Videos Obtained By Reuters/Ritzau Scanpix
Røg rejser sig fra Aramcos anlæg i Abqaiq. Foto: Videos Obtained By Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Droneangreb har lørdag ramt to store olieanlæg i det østlige Saudi-Arabien.

Det oplyser det saudiske indenrigsministerium.

En militær talsmand for houthi-oprørerne siger, at bevægelsen stod bag droneangrebene.

Talsmanden tilføjer over for tv-stationen al-Masirah, at i alt ti droner var sendt i luften med kurs mod olieanlæg i Saudi-Arabien.

Det er endnu ikke oplyst, om der er tilskadekomne ved angrebet.

Indenrigsministeriet oplyser, at undersøgelser af angrebene er i gang.

Efter angrebene udbrød der en større brand, som nu er under kontrol, oplyser ministeriet.

Et af droneangrebene ramte et stort olieanlæg i Buqyaq nær Dammam i kongerigets østlige provins.

Olieanlæggene tilhører Aramco, et statsejet saudiarabisk selskab, som regnes for at være verdens største olieselskab i såvel produktion som i reserver.

Angreb er gengældelse for saudi-angreb i Yemen

Videoer postet på sociale medier viser flammer og tykke røgskyer stige op over anlægget. Noget, der lyder som skud, kan høres i baggrunden.

Det er umiddelbart ikke klart, om lørdagens angreb får konsekvenser for produktionen af olie.

Selskabet har ikke umiddelbart svaret på spørgsmål fra nyhedsbureauet AP om angrebet.

I august udløste et droneangreb fra houthi-oprørernes side en brand i et naturgasanlæg, men her var der ikke meldinger om tilskadekomne.

Houthierne har foretaget adskillige angreb hen over grænsen i angreb, som gruppen betegner som gengældelse for de saudiskledede luftangreb i Yemen.

Krigen i Yemen har udviklet sig til en af verdens værste humanitære kriser.

Over 90.000 mennesker er blevet dræbt siden 2015, og mange yemenitter sulter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her