Lørdagens angreb mod store saudiarabiske olieanlæg kom »nordfra«, siger Saudi-Arabiens forsvarsministerium.

Saudi-Arabien: Iran var uden tvivl involveret i angreb

Røg ses stå op fra et de to olienalæg, som er ejet af olieselskabet Aramco, som har monopol på olieudvinding i hele Saudi-Arabien. Iran var involveret i droneangrebet, lyder det nu fra Saudi-Arabien.  Foto: Hamad I Mohammed/Ritzau Scanpix
Røg ses stå op fra et de to olienalæg, som er ejet af olieselskabet Aramco, som har monopol på olieudvinding i hele Saudi-Arabien. Iran var involveret i droneangrebet, lyder det nu fra Saudi-Arabien. Foto: Hamad I Mohammed/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er »utvivlsomt«, at Iran spillede en hovedrolle i lørdagens angreb mod store saudiarabiske olieanlæg.

Sådan lyder det onsdag fra Saudi-Arabiens forsvarsministerium.

Ved en pressekonference har ministeriet blandt andet fremlagt vragdele fra missiler, som bevis på at Iran var involveret. I alt 18 droner og syv krydsermissiler blev ifølge Saudi-Arabien brugt ved angrebet.

Ministeriets talsmand Turki al-Maliki meddeler, at angrebene kom »nordfra«, og at de ikke kan være kommet fra Yemen. Yemens houthi-oprørere, der støttes af Iran, har ellers taget skylden for angrebene.

Nyhedsanalyse: Det burde være umuligt at angribe et strategisk mål i kongedømmet, uden luftforsvaret opdager det, før olieanlæg står i flammer

Yemen grænser op til det sydlige Saudi-Arabien. Iran ligger nord for Saudi-Arabien på den anden side af Den Persiske Golf.

»Angrebet kom nordfra og var utvivlsomt sponsoreret af Iran«.

»Beviserne har I her foran jer«, siger Turki al-Maliki ved pressekonferencen.

Saudiaraberne er stadig ved at undersøge, hvorfra angrebene blev sendt afsted. De kan endnu ikke konkludere, at det var fra Iran.

Ifølge Saudi-Arabien er det dog sikkert, at der blev brugt iranske våben.

En kamp om magten på Den Arabiske Halvø

Det sunnimuslimske Saudi-Arabien og det shiamuslimske Iran er ærkerivaler. De udkæmper blandt andet en form for stedfortræderkrig i Yemen.

Borgerkrigen i Yemen står mellem Yemens regering og houthi-oprørerne. Den kaldes af FN for »verdens værste humanitære katastrofe«.

Krigen anses i høj grad som en kamp om magten på Den Arabiske Halvø mellem fjenderne Saudi-Arabien og Iran.

Houthi-oprørerne er støttet af Iran, mens Yemens regering er støttet af en saudiarabisk-ledet koalition. Den koalition støttes af USA.

Analyse: Droneangreb kunne før have ført til oliekrise – nu sker det næppe

Lørdagens angreb, som Saudi-Arabien skylder Iran for at stå bag, har forstyrret den omfattende saudiarabiske olieproduktion.

Produktionen på de to anlæg ventes dog at være oppe på fuld kapacitet inden udgangen af september, oplyste Saudi-Arabiens energiminister tirsdag.

Amerikanske sanktioner

Også USA mistænker Iran for at stå bag angrebet i weekenden. Derfor har USA's præsident, Donald Trump, bedt den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, om at øge sanktionerne mod Iran »i betydelig grad«.

Det skriver præsidenten i et tweet.

Anders Jerichow: Ingen magthaver i Saudi-Arabien har været så utilregnelig, klumret og farlig som Mohammed bin-Salman

USA har allerede indført en lang række sanktioner mod Iran - blandt andet for at hæmme iranernes olieindustri. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det fremgår ikke af Trumps tweet, hvilke nye sanktioner der er tale om.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her