Britisk politi undersøger premierminister Boris Johnson særlige relationer til en tidligere model fra USA.
I sagen beskyldes den trængte premierminister for at have haft forbindelser til den amerikanske kvinde, som havde oprettet et selskab og modtog særlig finansiel støtte i London, da Johnson var storbyens borgmester.
En uafhængig enhed i politiet (IOPC) har indledt en efterforskning for at afdække, hvorvidt Johnson misbrugte sit embede og brød loven, oplyser politimyndigheden GLA i London,
Kvinden i sagen er den tidligere amerikanske model og danser Jennifer Arcuri, der tog til London for at læse MBA.
Ifølge Daily Mail mødte den dengang 27-årige kvinde Boris Johnson i 2012 på en ’Boris Bus’, hvor hun arbejdede frivilligt for hans kampagne for genvalg. Blot 14 dage senere, midt i forberedelserne til OL, er han hovedtaler til en konference, hun arrangerer.
På hendes Facebook poserer de over flere år sammen, bl.a. under overskriften ’The two blondes’, og Jennifer Arcuri fortæller venner, at hun tit har besøg i dagtimerne af Londons borgmester i sin lejlighed i Østlondon.
Ifølge The Guardian er det også Boris Johnson, der sørger for at hjælpe hende med et særligt visum til talentfulde entreprenører i 2014, selv om det normalt kun kan gives til folk, der har et start-up med over 1,5 millioner kroner i risikovillig kapital, og her havde hendes selskab Innotech en gæld på godt 300.000 kroner. Det kan nu belaste Storbritanniens premierminister.
»Der er rejst beskyldninger om, at Johnson havde et venskab med Arcuri og tillod Arcuri at deltage i handelsmissioner og modtage sponsorpenge under omstændigheder, hvor hun og hendes selskab normalt ikke ville kunne forvente at modtage en sådan støtte«, hedder det en pressemeddelelse fra politimyndigheden GLA.
GLA: Tegn på lovbrud
Ifølge GLA er der tegn på, at der er tale om lovbrud.
Johnson var borgmester i London mellem 2008 og 2016. Anklagerne mod ham er blevet offentliggjort af The Sunday Times.
Den britiske premierminister siger, at han ikke har gjort noget galt, og at han vil samarbejde med politiet.
Johnson siger, at han vil redegøre for sagen og dens potentielle interessekonflikten over for et af Londons politiske råd. Han fik tirsdag en tidsfrist på to uger til at fremlægge ’detaljer og en tidslinje’ for sine kontakter til Arcuri.
Arcuri beskrives som en tidligere model, der blev iværksætter og deltog i tre udenlandske handelsmissioner sammen med Johnson, selv om hendes selskab ikke opfyldte kriterierne for at blive inkluderet i dem.
Desuden modtog Arcuris selskab to sponsorater fra borgmesterkontorets PR-enhed, da Johnson var borgmester.
Hendes selskab, som hed The Innotech Network ifølge BBC, modtog endnu et sponsorat tidligere i år på 100.000 pund (omkring 839.000 kroner) fra en af Johnsons tidligere ministerkolleger, skriver The Sunday Times.
Fredag brød Jennifer Arcuri for første gang i flere uger tavsheden og sagde til The Guardian, at »De historier, I skriver om mig, bliver mere og mere usande. Det er fake news«. Hun ville dog ikke kommenterer præcis hvad, der var forkert.
IOPC bekræfter, at de er blevet sat til at efterforske sagen. Internetavisen MailOnline skriver, at Johnson og Arcuri var nære venner, og at amerikanerens selskab blev en fiasko.
ritzau
fortsæt med at læse



























