USA's præsident Donald Trumps advokat Rudy Giuliani er blevet stævnet af demokrater fra Repræsentanternes Hus.
Det oplyser tre udvalg fra Repræsentanternes Hus mandag.
De forlanger en række dokumenter udleveret i forbindelse med deres mulige rigsretssag mod præsident Trump.
Ifølge udvalgene har Giuliani på nationalt tv sagt, at han bad Ukraines regering om at "gå efter" tidligere vicepræsident Joe Biden.
De tre udvalgsformænd oplyser ifølge Reuters også, at de forlanger dokumentation fra forretningsmanden Lev Parnas og ejendomsinvestor Igor Fruman.
De skulle angiveligt have hjulpet med at introducere Giuliani for ukrainske toppolitikere.
Stævningen af Rudy Giuliani er den seneste udvikling i den opsigtsvækkende sag.
Den er blevet udløst af, at en whistleblower, der ifølge flere amerikanske medier arbejder i den amerikanske efterretningstjeneste, har fortalt om en telefonsamtale mellem Trump og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij.
Trump deler kontroversielt citat, som sidestiller en afsættelse af ham med en borgerkrigIfølge whistlebloweren ville Trump have Zelenskij til at grave snavs frem om den tidligere vicepræsident Joe Biden og sønnen Hunter Biden.
Mike Pompeo, USA's udenrigsminister, deltog også i telefonsamtalen, oplyser Wall Street Journal ifølge Reuters.
Pompeo blev den 27. september stævnet af et udvalg under Repræsentanternes Hus, fordi man vil have ham til at udlevere dokumenter vedrørende kontakt til den ukrainske regering.
Kongressen tog sidste tirsdag hul på processen, der kan sende Trump for en rigsret.
ritzau
fortsæt med at læse




























