Et republikansk kongresmedlem har fået fjernet sit navn fra listen over Trump-støtter. Han kalder det »forfærdeligt« og »foragteligt«, at den amerikanske præsident har banet vejen for Tyrkiets angreb på kurdere i Syrien.

»Det er forfærdeligt. Det er foragteligt«: Trump mister støtte fra en af sine egne efter tyrkisk invasion


 USA's præsident, Donald Trump, i samtale med sin tyrkiske kollega Recep Tayyip Erdogan under Nato-topmødet i fjor.     Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
USA's præsident, Donald Trump, i samtale med sin tyrkiske kollega Recep Tayyip Erdogan under Nato-topmødet i fjor. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Donald Trumps håndtering af krisen mellem Tyrkiet og kurderne i Syrien får nu et republikansk kongresmedlem til at trække sin støtte til præsidenten.

Kritikken fra egne rækker er taget til de seneste dage, efter at Trump tidligere på ugen fjernede amerikanske soldater fra det nordlige Syrien.

Dermed banede han vejen for den tyrkiske, militære offensiv mod kurderne i området, lyder kritikken.

»Det er forfærdeligt. Det er foragteligt«, siger republikaneren John Shimkus fra Illinois, ifølge nyhedsstationen CNN.

Og kongresmedlemmet går et skridt længere end sine partifæller.

»Jeg ringede faktisk til min stabschef i DC og sagde: ’Fjern mit navn fra listen over dem, der støtter Donald Trump’«.

Som begrundelse tilføjede han, at USA netop havde »stukket sine allierede i ryggen«.

I den årelange kamp mod Islamisk Stat i Syrien har amerikanske soldater i det nordøstlige Syrien kæmpet side om side med de kurdiske styrker, som nu bliver angrebet af Tyrkiet, der betragter kurderne som terrorister.

»Det er chokerende, og det gør mig flov og vred«, siger John Shimkus ifølge CNN.

Trump kalder invasionen en dårlig idé

Siden Trump i søndags annoncerede, at han ville fjerne de amerikanske soldater fra området, er kritikken haglet ned over ham fra såvel demokraterne som republikanerne.

Både præsidenten og hans udenrigsminister, Mike Pompeo, har afvist, at USA med beslutningen gav Tyrkiet ’grønt lys’ til at invadere Syrien.

Forstå den tyrkiske invasion i Syrien på to minutter

Onsdag krydsede tyrkiske tropper grænsen til den nordlige del af Syrien, som bliver kontrolleret af den kurdiske gruppe YPG.

Det fik Trump til tasterne for at tage afstand fra Tyrkiets invasion.

»USA bakker ikke op om dette angreb og har gjort det klart over for Tyrkiet, at denne operation er en dårlig idé«, lød det.

Trump varsler mulige kraftige sanktioner mod Tyrkiet

Senest har Donald Trump bedt diplomater om at mægle mellem parterne i et forsøg på at få en våbenhvile på plads. Han har samtidig varslet, at han muligvis vil gøre »noget stort« i forhold til sanktioner og Tyrkiet.

Claus Paaske

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her