Barcelona vil fredag være en by i undtagelsestilstand med de lokale sikkerhedsstyrker, mossos, stående ved alle offentlige bygninger, hylende sirener fra politibiler og hundredtusindvis af demonstranter, som i de seneste dage har været på vej til byen i demonstrationstog fra flere byer i Catalonien.
Protesterne og de voldsomme uroligheder i Barcelona natten til torsdag var et svar på dommene på tilsammen 100 års fængsel til ni fængslede catalanske ledere, som kæmper for løsrivelse fra Spanien.




























