Den ledende skolelærer havde kaldt hende ind til sig på sit kontor. Her berørte han hende flere gange på måder, som 19-årige Nusrat Jahan Rafi syntes var seksuelt grænseoverskridende. Inden det udviklede sig yderligere, stak hun af fra kontoret.
Hændelsen fandt sted 27. marts i år på en islamisk skole 160 kilometer syd for Dhaka, der er hovedstaden i Bangladesh.
Nusrat Jahan nægtede at tie om det. Med hjælp fra sin familie gik hun til politiet og anmeldte skolelæreren.
På politistationen afgav hun vidneforklaring. En betjent optog hendes forklaring på sin telefon. På videoen, der siden blev lækket til lokale medier, gemmer Nusrat ansigtet i sine hænder, mens hun fortæller. Betjenten siger til hende, at »det ikke er noget særligt«, og at hun skal fjerne hænderne fra ansigtet.
Skolelæreren blev efterfølgende anholdt.
I hendes hjemby samlede folk sig i gaderne og krævede, at skolelederen blev løsladt. De råbte også, at det var Nusrat, der var den skyldige. Og hendes familie begyndte at frygte for hendes sikkerhed. Nusrat Jahan kom fra en lille by, fra en konservativ familie og gik i en religiøs skole.
11 dage efter hændelsen på skolelederens kontor gik hun i skole for at bestå sine sidste eksaminer.
Da Nusrat Jahan kom ind på skolen, fortalte en af hendes kvindelige skolekammerater, at en af hendes venner fik tæsk på skolens tag. Nusrat Jahan løb op på taget. Her ventede fire eller fem personer iklædt burka. De omringede hende og forsøgte at overbevise hende om, at hun skulle trække vidneforklaringen mod skolelæreren tilbage. Da hun afviste, bandt de hendes hænder og fødder med tørklæder, overhældte hendes krop med petroleum, satte ild til hende og forsvandt.
Tørklæderne om hendes fødder og hænder brændte i stykker, og det lykkes hende at vakle ned fra taget og finde hjælp.
I ambulancen afgav hun vidneforklaring om det, der var sket, på sin brors mobiltelefon.
»Læreren berørte mig. Jeg vil kæmpe mod denne forbrydelse indtil mit sidste åndedræt«, sagde hun.
80 procent af hendes krop var forbrændt. Fire dage senere døde Nusrat Jahan på et hospital i Dhaka. Tusinder deltog i hendes begravelse.
Sagen eksploderede i Dhakas gader
Siden blev 15 andre anholdt i sagen – herunder to af hendes kvindelige klassekammerater og lokale politikere. En af de anholdte fortalte politiet, at det var skolelæreren, der beordrede angrebet på Nusrat Jahan.
Sagen eksploderede i Dhakas gader, hvor aktivister gennem de seneste måneder har krævet retfærdighed for Nusrat Jahan. Landets premierminister Sheikh Hasina besøgte Nusrat Jahans familie og lovede, at de skyldige ville blive fundet og dømt.
Sagen blev afsluttet i dag. Den blev gennemført som en af de hurtigste af sin art nogensinde i Bangladesh. 16 personer blev dømt til døden – herunder den skolelærer, der udsatte Nusrat Jahan for seksuel chikane.
Nusrats familie, der støttede hende i at anmelde sin lærer, lever under politibeskyttelse. De har bedt om, at dødsdommene eksekveres hurtigt.
»Dommene viser, at ingen slipper af sted med drab i Bangladesh. Vi har et retssamfund«, sagde anklageren i sagen, Hafez Ahmed, efter at dødsdommene var blevet afsagt.
Menneskerettighedsgrupper siger, at antallet af voldtægter og seksuelle overgreb er steget i Bangladesh, netop fordi myndighederne ikke har retsforfulgt gerningsmænd i tidligere sager.
Kilde: BBC, The Guardian og Ritzau.




























