Lige indtil sit uventede møde med to Stasi-funktionærer var Axel Kruse glad for sit liv i DDR og havde ingen planer om at flygte. Han var 19 år, et stort fodboldtalent, mødte piger og tjente gode penge. Modsat sine jævnaldrende fik han lov til at rejse i den kapitalistiske del af verden med det østtyske ungdomslandshold og med sin klub Hansa Rostock. Han var privilegeret. Ikke synderligt optaget af politik. Livet var skønt.
»Sport var det eneste kapitalistiske i øst. Hvis du var god, var det perfekt«, fortæller Axel Kruse.




























