Albaniens premierminister, Edi Rama, kan ikke forstå, at Danmark er med til at blokere for optagelsesforhandlinger. Og han kalder statsminister Mette Frederiksens udtalelser om Albanien for »ikke gavnlige«.
EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og et stort flertal af EU’s medlemslande anbefaler, at EU begynder optagelsesforhandlingerne med Albanien, men beslutningen skal træffes med enstemmighed. Så da Danmark sammen med Holland og Frankrig i sidste uge blokerede på et EU-topmøde i Bruxelles, blev beslutningen udskudt for tredje gang på 16 måneder.




























